#206150
Den interesserede

Herunder er samlet de 7 vigtigste ting, du skal være opmærksom på, hvis du vil have styr på din pension. Rådene er lavet på baggrund af interview med pensionskonsulent hos Pensionsoplysningen Anne-Mari Sonne og er fundet på TV2 Finans.

1: Få overblik

For det allerførste må du skabe dig et overblik over dine pensioner. Det kan du lettest gøre ved at gå ind på den hjemmeside, der hedder pensionsinfo.dk. Her får du overblik over samtlige af dine pensioner uanset om de står i banken, i dit pensionsselskab, eller om der er tale om en eventuel tjenestemandspension.
På pensionsinfo.dk kan du ligeledes se, hvordan du er dækket, hvis du bliver kritisk syg, eller hvis du mister din arbejdsevne.

2: Har jeg de rigtige pensioner?

Næste skridt er, at du finder ud af, om de forsikringer, du har, er det rigtige i forhold til din situation. Kan du blive i din bolig, hvis du mister din erhvervsevne, eller skal du have justeret dine forsikringer, så du ikke bliver så hårdt ramt økonomisk, hvis du mister erhvervsevnen eller hvis du bliver kritisk syg.

3: Sparer jeg nok op?

Når du har styr på dine forsikringer, er det en god ide at undersøge, om du sparer tilstrækkeligt med penge op i forhold til, hvor mange penge du vil have til dig selv, når du bliver pensionist. De fleste pensionsselskaber har en beregner på deres hjemmeside, som kan hjælpe dig med at få overblik. Alternativt kan du få hjælp på Forsikring og Pensions hjemmeside. Vi har indsat et link til deres beregner øverst oppe i boksen til højre for artiklen. Du kan ligeledes få overblik over, hvad det vil betyde for dig i sidste ende, hvis du begynder at lægge mere til side hver måned end du gør i dag.

4: Flyt de små pensioner

Har du haft tidligere haft ansættelser af kortere varighed uden at få dine pensioner flyttet med over i din nuværende pension? I så fald er der stor chance for, at du har mindre pensioner stående rundt omkring. Det kan du få et overblik over på pensionsinfo.dk. Har du mindre pensioner, kan det være en god ide at flytte dem over til din nuværende pension, da små pensioner kan risikere at blive spist op af gebyrer. Har du pensioner på under 20.000 kroner, kan de flyttes gratis.
Vær’ opmærksom på, om der er særlige fordelagtige rettigheder i de pensioner, du overvejer at flytte. Måske har du en garanti for renten eller en god forsikringsdækning via den lille pension. Tjek det inden du flytter pensionen.

5: Sparer du op via de rigtige pensioner?

Det kan også være en god ide at se på, om du sparer op i de rigtige pensionsformer. Har du en ratepension, en kapitalpension, en livrente, en helt fjerde pensionsordning – eller flere af dem?
Mange har i dag en ratepension, som bliver udbetalt over 10 år fra folk er 60 til 70 år. Men hvad så derefter – så er der kun folkepensionen tilbage, og det er ikke nødvendigvis nok for alle.
Så selvom du måske har en god ratepension, kan det godt være en god ide med for eksempel livrenter oven i, fordi livrenterne fortsætter, også efter at ratepensionen er løbet ud.

6. Ændringer i dine familieforhold.

Bliver du skilt, får du børn eller bliver du gift, eller sker der noget andet ekstraordinært i din familiemæssige situation, så bør du tjekke dine pensioner.
Får du børn er det for eksempel vigtigt, at der er en større forsikring på dit liv og dit helbred, fordi du nu også har ansvaret for barnet. Vær’ opmærksom på, om din familie kan blive i jeres bolig, hvis du skulle gå hen og dø ved et uheld. Her skal du altså sørge for at have en god livsforsikring.
Ligeledes kan du tjekke, hvem der får pengene, hvis du dør. Hvis du er blevet skilt, kan det i nogle tilfælde være din eks, der får pengene, hvis vedkommendes navn er blevet sat ind i livsforsikringen.
Med andre ord skal du altså tage stilling til, hvem der skal have livsforsikringen udbetalt, hvis du dør.

7: Markedsrente eller gennemsnitsrente

I mange pensionsselskaber kan du både få en såkaldt gennemsnitsrente, hvor du er garanteret en bestemt rentesats på din opsparing. Men du kan også vælge markedsrente, hvilket ventes at give et højere afkast i sidste ende – men uden garanti.