#201054
Mikey 68

Nåh jeg lovede lige en update, når der skete nyt i sagen…

Det lykkedes mig at byde på realkreditobligationer direkte på børsen; men desværre ikke at handle.
Til at begynde med var mine købsbud nok vel optimistiske; men satte så prisen op stille og roligt – indtil der en dag blev handlet til en lavere kurs end mit bud…
En rådgiver hos Finansnetbank forklarede mig efterfølgende at bankerne handler direkte med hinanden og derefter får handlen registreret på børsen, så derfor kan det ske 😮
Min konklusion på dette er at jeg forsøger at byde ind på et pseudolukket marked og jeg derfor skulle overbyde væsentlig for at få foden indenfor…
Næste trin blev derfor at Finansnetbanken skulle indfri lånet for mig – for at dette kunne ske, måtte jeg bede min gamle bank om et indløsningstilbud… Dette fik jeg tilsendt og fik så endnu engang bekræftet at det var den rette beslutning at skifte den bank ud… Som tidligere nævnt, koster det 750kr i gebyr hos banken at lave en ekstraordinær indfrielse; MEN når man formaster sig til at ville indfri lånet helt, så tager de skam ikke mindre end 2000kr i rent gebyr!!!

Det lykkedes endelig at Finansnetbank overtog mit realkreditlån, købte obligationerne og indfriede mit lån hos Totalkredit… Det kostede mig 0,1% i kurtage og ingen yderligere gebyrer til banken.
Til sammenligning skulle Sparekassen Sjælland have haft 0,15% i kurtage + 0,20% i kurstillæg + 2000kr i gebyr – det er da ikke en helt uvæsentlig forskel synes jeg 😮

Min endelig konklusion: Det er teoretisk muligt selv at indkøbe obligationerne; men i praksis er det usandsynligt at der kan spares noget ved det. Tilgengæld kan det bestemt betale sig at kigge på bankernes gebyrer, hvis man vil ud af sit lån i utide…

Jeg kan nu glæde mig over at være gældfri; men det har også åbnet mine øjne for hvordan hele systemet er skruet sammen med henblik på at beholde os i (gælds)fælden livet igennem!