#199802
Ole Laursen

Kigger efter historiske afkast, kigger på grafer for at se om et godt afkast skyldes et enkelt eller to heldige år, overvejer om værdiskabelsen er nogenlunde holdbar langsigtet (f.eks. fordi den kan forklares med iboende udsving/risiko), kigger på forløbet hen over finanskrisen, vurderer udsving vs. afkast, vurderer risikospredning af aktiverne (hvor mange lande, brancher, osv.), desuden afkast i forhold til indeks for de aktivt forvaltede.

Hvis du med EFT’er tænker på indeksfonde, så vil jeg foreslå at kigge efter de underliggende indekser, f.eks. på

http://www.msci.com/products/indices/country_and_regional/em/performance.html

Hvis du først har et indeks i tankerne, tror jeg det er lettere at kigge efter tilsvarende ETF’er, så er det bare et spørgsmål om hvor godt de følger indekset og hvor store deres omkostninger er.

F.eks. fandt jeg ud af på msci.com at nordiske smallcap-aktier tilsyneladende har klaret sig udmærket de sidste ti år. I mit hoved kunne det måske være en udmærket langsigtet investering – man får betaling for de ret voldsomme udsving og den usikkerhed der ligger i mindre vækstselskaber, og jeg tror egentlig på at vores ret stabile nordiske samfund er langtidsholdbar grobund for nye selskaber. Imod det taler selvfølgelig risikospredningen, Norden er en lille og tæt koblet region, det kan bl.a. aflæses af den kæmpe boble der kan ses i 2007.

Angående antallet er det i øvrigt mit indtryk at mange ETF’er/indekser, f.eks. i enkeltlande eller enkelte brancher, mest er beregnet på folk som gerne vil fintune deres investeringer baseret på hvad de nu hører uden dog at skulle ned og købe enkelte aktiver.

I øvrigt skal du nok regne med at blive klogere undervejs, så en fond du vælger nu, er måske ikke samme fond du vælger om et år eller to, enten fordi du ikke tidligere havde opdaget den anden fond eller måske fordi du er blevet klogere på dine behov. Men det behøver ikke være et problem. Jeg overvejer i øjeblikket at flytte 1/3 af spareskillingerne fra en fond til en anden, venter nok lige til kurserne kommer tilbage fra deres nedtur – men jeg har tjent fint på den første fond i mellemtiden.