#196860
Ole Laursen

Det var dog en mavesur kommentar. Hvis man overlader investeringen til banken er der som jeg ser det to muligheder.

Enten følger de en simpel opskrift, ala 60% i en aktieinvesteringsforening + 40% i en obligationsforening. Det er altså ikke svært at gøre det samme – den eneste finte er at man skal være opmærksom på at afbalancere, så f.eks. efter 10 år kan det være at værdien af de 60%/40% er blevet til 70%/30%, så hvis man gerne vil have samme risikoprofil sælger man nogle af aktiebeviserne og køber obligationsbeviser. Nøgleordet her er disciplin. 🙂

Hvis man overlader dette til banken, har man ikke noget problem med disciplin, men til gengæld har man sat den fri konkurrence ud af spillet. Og bankerne tager sig typisk alt for godt betalt for tjenesten i forhold til hvor meget investeringsforeningerne der laver det egentlig arbejde, tager sig betalt. Hvis man har disciplin, forsigtighed og lidt is i maven, er det ikke svært at gøre det bedre.

Alternativt er banken mere snedige, som du siger, professionelle. I så fald: HOLD DIG LANGT VÆK!

Selv for professionelle er investering enormt svært. Nationalbanken lavede for nogle år siden en undersøgelse der påpegede at måske op til 80% af de professionelle regulerede investeringsforeninger klarer sig på niveau med eller dårligere end en simpel indeksopskrift (ala: køb en lille procentdel af alle aktier på markedet).

I min lille omgangskreds har jeg fire eksempler på folk der har investeret i “sikre” investeringsmuligheder på foranledning af deres bankrådgiver og tabt penge hvor de med en halv time med Google kunne have fundet en reguleret forening hvor man faktisk har mulighed for at vurdere risiko på historiske data og måle afkastet mod konkurrerende foreninger.