#194154
Anonym

For snart mange år siden blev arbejdsgivere og arbejdstagere sammen med staten enige om, at det var en god ide at udbetale løn ved overførsel til en bankkonto. Både af hensyn til risikoen for røverier og af hensyn til kontrol af regnskaber. Det var gratis at oprette en bankkonto og med banker på ethvert gadehjørne var det nemt at hæve pengene i mindre portioner.
For knap så mange år siden besluttede staten, at alle virksomheder og myndige personer skulle have en Nemkonto, som kunne anvendes til ind- og udbetalinger af mellemværender med det offentlige. En bankkonto var jo gratis at oprette, og under normale omstændigheder ville det være muligt for borgerne gratis at hæve pengene på kontoen.
Nu synes Danske Bank, at vi skal betale løbende gebyrer for at have en konto. Filialer bliver lukket, og Dankort koster også penge. Danske Bank er formodentlig ikke ene om disse planer, og de andre banker og sparekasser følger snart op, præcis som det skete med realkreditten.
Problemet er bare, at dette udspil fra Danske Bank vil skyde bestræbelserne på effektiviseringer i det offentliges betalingshåndtering i sænk – og Danske Bank fungerer oven i købet som statens bank i øjeblikket. Jeg håber virkelig, regeringen griber ind og lovgiver om, at alle banker har pligt til at tilbyde en gratis bankkonto, hvor der uden omkostninger kan hæves fra.