#191228
Anonym

Nu er der mange årsager til at finanskrisen blev så meget dybere i Danmark end i de øvrige nordiske lande.

1. Nyrup havde for det første et stort ansvar fordi han i 1997 indførte de variabelt forrentede lån, som siden hen voksede den finansielle sektor over hovedet og skabte massive og helt uacceptable systemiske risici på et makroøkonomisk plan.

2. Fogh havde også et stort ansvar i og med han i 2003 indførte uhindret adgang til de afdragsfrie lån og derved kastede benzin på bålet. Derudover var SDO/SDRO konstruktionen, hvor bankerne ved forringelse af pantsikkerheden skulle stille supplerende sikkerhed et misfoster fra dag et.

3. Bernstein, Vismændende og økonomerne i Finansministeriet har også et betydeligt ansvar. De var eksperterne som langt tidligere, og i langt kraftigere vendinger, burde have råbt op om, at bankerne var i færd med at låne alt for store summer ud til private boligspekulanter (almindelige boligkøbere) og ejendomsinvestorer og at den alt for hastige kreditvækst ville resultere i store tab og bankkrak lige som i 1980’erne. De uafhængige økonomer skulle i så kraftige vendinger, at politkerne ikke blev efterladt med noget valg, have advaret mod følgevirkningerne af kreditvæksten. Jeg forstår simpelthen ikke hvorfor Nationalbanken og Finanstilsynet kunne tillade, at bankerne opbygge så massive ubalancer mellem udlån og indlån over en så relativt kort periode. Al erfaring siden kornsalgskrisen i 1870’erne tilsagde, at det ville gå galt!

4. Men den sandhed jeg først og fremmest håber DR afdækker er bankernes hovedansvar for kriseforløbet. Hvorfor lod man boligbelåningen nå disse højder? Hvorfor greb branchen ikke ind, når alle vidste at Amagerbanken, Roskilde Bank, Fioniabank og mangle flere havde en yderst lempfældig kreditpolitik, hvor man til eksemepl lod to studerende på SU låne til ejerlejligheder på 1,8 – 2 mio. kr.? Hvorfor lod man prisvæksten på boligmarkedet være 2-4 gange højere end lønudviklingen? Og hvorfor sendte de griske banker og realkreditinstitutterne deres cheføkonomer på banen i 2000-2008 for at kaste endnu mere benzin på bålet med budskaber om, at boligprisudviklingen kun kunne gå en vej og at man var idiot, hvis man ikke gjorde alt for at få foden indenfor? For bankerne må det allerede på dette tidspunkt have været tydeligt, at der potentielt kunne være en katastrofe under opsejlning? Hvad regnede man dog med? Satsede man i et delerium af moralsk hazzard på, at staten, når det på et tidspunkt gik op for danskerne at der var tale om et pyramidespil (eller en stoledans, hvor sidste stol var taget) ville gå ind og redde boligmarkedet ved eksempelvis at fordoble skatteværdien af rentefradraget?

Og hvor mange gange har vi ikke set Danske Banks manipulator, Steen Bocian og mange af bankøkonomerne i de øvrige institutter tone frem på skærmen med løgnehistorier om at vendingen på boligmarkedet er lige om hjørnet. I både 2007, 2008, 2009, 2010 og 2011 mente han, at boligpriserne enten havde nået bunden eller var ved at have nået bunden. Historierne havde kun et formål – at tale markederne igang for at begrænse bankernes tab. Problemet er bare, at boligkøberne ikke længere naivt tiltror banksælgere. Der har været et uigendriveligt maskefald!

Sandheden er, at boligkrisen anno 2012 langt fra er overstået. Det er ikke sikkert vi får store yderlige prisfald i kroner, men der er lagt op til fortsatte reale prisfald. Krisen skal svedes ud med en nul-prisudvikling eller en prisudvikling væsentligt under lønudviklingen helt frem til 2020. De, der sidder og er teknisk insolvente med et tab på 30%, skal ikke tro at tabet bliver mindre ved at vente 2-3 år med at sælge. Tabet er fuldstændig reelt uanset om man sælger nu eller venter. Den modbydelige sandhed er, at priserne ikke kommer op, hvor de var i fordoms tid. Det skal BASEL-III kapitaldækningsreglerne og EU’s CRD-IV regler nok sørge for. De lempelige kreditdages tid er forbi!