#186652
OBS

Hej Cortina

Min første tanke er: Hvad er det konkrete problem i at banken har givet dig et debitkort i stedet for Dankortet? Umiddelbart er der jo ikke noget du kan med Dankortet som du ikke også kan med debitkortet, ud over at du ikke kan trække over på debitkortet. Det at du jævnt hen har underskud på lønkontoen synes jeg er god nok grund til at skifte til debitkort, og jeg synes at du skulle vælge at se på det som en hjælpende hånd til at sikre at du ikke ryger ud over kanten, i stedet for at se det som en fornærmelse.

Det lyder i mine ører også lidt foruroligende at huset er belånt > 100% og at du derudover har gæld for 195.000 kroner, hvoraf noget af det er på et kreditkort som du sikkert betaler > 10% i rente p.a. på. Afdragsfriheden på realkreditlånet udløber om 4½ år, og det lyder ikke som andre dele af din gæld vil være fuldt ud afviklet til den tid så der bliver ekstra penge til at kunne afdrage på realkreditlånet.

Uden at ville male en vis herre på væggen så læser jeg umiddelbart dit indlæg som at du kun er en større udgift (til f.eks. et nyt tag på huset eller lignende) fra at ryge ud over kanten, men der kan selvfølgelig være forhold som du ikke har opgivet og som vi derfor ikke kender til.

Det lyder også for mig som om at banken ikke tager hensyn til din kones økonomi når de ser på deres engagement med dig, og det mener jeg heller ikke de kan al den stund at I netop har særeje og at du formentlig står som ene ejer på skødet. Hvis det forholder sig sådan er det kun der hæfter for gælden på huset og derfor er det også kun din økonomi og dine indtægter der kan indgå i beregningen. Det er formodentlig også grunden til at du blev afvist i den anden bank da du dermed har et meget lille rådighedsbeløb.

Så jeg synes I skal sætte jer ned og få lavet en langsigtet plan, eventuelt sammen med banken, for at se hvordan I kan sikre at økonomien også kan holde fremadrettet. Se på de forskellige gældsposter, notér hvornår de er betalt ud, og lav beregninger på dit budget flere år frem i tiden så du f.eks. kan se hvordan dit budget ser ud i 2017 hvor afdragsfriheden udløber. Kig dig også omkring og se om du kan få øje på noget som kan give ekstra udgifter, som f.eks. udskiftning af tag eller vinduer eller lignende ting. Det er altid bedre at reagere proaktivt i stedet for reaktivt.

Jeg håber du vil læse dette som værende et konstruktivt indlæg, for det er absolut skrevet som et sådant.