#161720
Anonym

Jeres budget ser generelt meget pænt ud. Jeg vil anbefale at tilføje udgift til benzin og evt. offentlig transport under punktet befording og have et punkt i budgettet til telefonudgifter.
Hvis formålet er at spare sammen til indskuddet på en større lejlighed, er jeg enig med det foregående indlæg:
Forbrugsudgifter til el og varme ser ret høje ud, og det er jo noget, I selv kan påvirke.
I kunne overveje, om I faktisk har brug for den store TV pakke ++ hos YouSee. Yousee har sat priserne ekstremt meget op i den seneste periode, og måske kunne I leve – i en periode – med en mindre pakke eller finde en anden og billigere udbyder. Tilsvarende med bredbånd – for 249 kr. om måneden får man i dag en ret hurtig forbindelse, som kun de færreste private har brug for. Check på nettet, om der ikke findes et billigere alternativ.
Med hensyn til forsikringer mener jeg, at I hverken har brug for ulykkesforsikring, livsforsikring eller medlemskab af Danmark. Forsikringsselskaberne er helt vilde med at sælge ulykkesforsikringer, for det er en ren cash cow: det sker uhyre sjældent, at unge mennesker bliver ramt af en udefra kommende ulykke, der kan give anledning til en erstatning – og det sker stort set aldrig for børn. Oveni ulykkesforskringen, som formodentlig også indeholder en forsikring i forbindelse med dødsfald, har I en livforsikring – det er da at gå med både livrem og seler. Og hvorfor hulen skal unge mennesker være medlem af Danmark? Man skal være meget syg og have store udgifter til selvbetaling for behandling, medicin og materialer, før medlemskab af Danmark kan betale sig – og som gruppe 5 medlem står man bare på venteliste og får slet ingenting dækket. Drop det, drop det, drop det – det er penge direkte ud af vinduet!
Endelig burde René vælge en fagforening, der er billigere end HK – det kan spare 3-400 kr. om måneden – og Katrine kunne gå over til briller og opsige abonnementet på kontaktlinser.
Samlet regnestykke:
Besparelse på kabelTV og bredbånd 300 kr. pr. måned – 3.600 kr. om året
Besparelse på ulykkesforsikring og livforsikring – 5.400 kr. om året
Besparelse på Danmark og rejseforsikring – 2.600 kr. om året
Besparelse på fagforening 300 kr. om måneden – 3.600 kr. om året
Besparelse på kontaktliner – 3.200 kr. om året
Og kan der yderligere spares på el og varme, så burde pengene være samlet sammen i løbet af et år.
Held og lykke med projektet.