#159338
Anonym

Problemet er, at der kommer en række følgeomkostninger ved at være husejer.

Set over en 20-årig periode skal huset have nyt tag, samtlige vinduer skal skiftes, der skal etableres/omlægges terrasse, haven skal lægges om ind til flere gange, vaskemaskinen, tørretumbler, opvaskemaskine mv. skal udskiftes en 2-3 gange og endelig er der boligstilen, der over en 20-årig periode bliver håbløs umoderne.
Jeg tror ikke på man i gennemsnit kan vedligeholde sit hus for under 4.000 kr pr måned hvis vi ser tingene over en 20-årig periode, og her taler jeg om vedligehold, ikke forbedringer.

Dernæst kan man sagtens undlade at tage på ferie et enkelt år, men skal man undlade ferie fordi man har sat sig til op over det sorte af neglene de næste 10 år, så bliver det rigtigt surt. Du vil så svare, jammen det bliver da meget nemmere over tid, fordi lønningerne stiger, mens boligydelsen er stabil. Er du sikker på det er tilfældet? Hvis du tager et flekslån, så kan du være næsten sikker på at renten indenfor 7 år bliver 3-doblet, mens dette naturligvis ikke vil være tilfældet med et fastforrentet lån.

Men der hvor filmen knækker, er når danskerne forventer en stor reallønsfremgang over de næste 15 år. Det kommer ikke til at ske! Reallønnen er vokset hurtigere end produktiviteten har kunnet følge med siden 1995. Det er ikke holdbart i længen, og for at forbedre konkurrenceevnen skal Danmark ind i en periode hvor vores lønninger stiger mindre end udlandets. Vi ser netop nu, at statsfinanserne er helt ude af balance. Statsunderskuddet bliver 80 mia. både i 2010 og 2011. Hvis vi ikke gør noget drastisk, vil statsfinanserne blive kraftigt forværret over de næste 20 år, og vi vil være på vej mod græske tilstande. Hvorfor? Fordi der bliver 300.000 flere ældre, der skal forsørges, mens der bliver 150.000 færre i den arbejdsduelige alder.

Hvad betyder alt det jeg lige har sagt så:

1. Renten på variabelt forrentede lån vil stige kraftigt over de næste 15 år.

2. Vi vil opleve meget svage lønstigninger over de næste 15 år.

3. Skatten vil blive hævet 3-5% over de næste 15 år.

RESULTAT: Danskerne vil i bedste fald opleve en fastholdelse af reallønnen, men faktisk er det sandsynligt, at reallønnen vil falde fordi skatterne sættes i vejret.

Dette er rigtig dårlig nyt for boligmarkedet og boligejerne! Der er prisfald og stagnation så langt øjet rækker.