#152970
Michael

Jeg har selv solgt et hus gennem Robinhus og har derfor også prøvet at vise frem en del gange. Jeg tillader mig her at komme med nogle gode råd i den forbindelse:

1) Brug mæglerbesparelsen på et nedslag i udbudsprisen. Det er vigtigere at få solgt hurtigt end at hente ydeligere 50K hjem.

2) Vær professionel ved fremvisningerne. Vær ikke for “familiær" og gå ikke i detaljer med nogle ting som kan virke ligegyldige for køberne. Fremhæv ikke det negative ved ejendommen, men fokusér på det positive.

3) Bliv ikke fornærmet. Mange købere er meget ærlige og siger ligeud hvis noget er dårligt, grimt eller lignende. Brug det ikke til at starte en diskussion, da det intet fører med sig alligevel.

4) Tag pænt tøj på – ikke jakkesæt og slips, men heller ikke hullede cowboybukser og ligeså strømper. Husk at der kommer nogle mennesker som (forhåbentligt) skal foretage en meget stor disposition i deres liv.

5) Klassikeren: Puds vinduer, træk gardinerne fra og sæt en buket blomster på spisebordet. Hjemmebag og den slags er nok lige at stramme den en tand for meget.

6) Hold dig orienteret om vejrudsigten. Forsøg at aftale fremvisninger til en dag hvor solen skinner – det betyder rigtig meget for førstehåndsindtrykket.

Gøres det rigtigt vil jeg påstå at det er en fordel at vise frem selv, da man kender ejendommen en hel del bedre end mægleren og kan derfor besvare spørgsmål langt bedre.