Hvis du går ned på 37 timer og kun bruger penge på det nødvendige, så kan banken ikke kræve at du betaler mere end det du har tilovers – både i den daglige økonomi og i aktiver der kan sælges/pantsættes. Hvis I er to om lånet kan de både kræve det du har til overs og det din eks har til overs – dog max det aftalte beløb. De har dog sikkert en mulighed for at opsige hele lånet – i al fald hvis du ikke overholder aftalen til punkt og prikke.

Og det er egentlig dig selv der afgør hvad du mener der er til overs. Vil de ikke acceptere denne begrænsede betaling, så er deres eneste magtmiddel fogedretten, og den følger samme regler, bortset fra at fogedretten *kræver* fuld indsigt i din økonomi og selv bestemmer hvad der er nødvendigt.

Men hvad er ‘nødvendige udgifter’? Det kan I sikkert hurtigt blive uenige om. Fx opsparing er da ikke nødvendig.

Nu er det ikke godt at være uvenner med din bank – specielt ikke i din situation. Du sparer en del penge ved at undgå fogedretten. Du skriver at du har vilje til af afvikle gælden, men bare ikke evnen til at gøre det i samme tempo. Så vær sikker på at de forstår det. Lav et grundigt budget og forklar at dine 47 timer/uge er helbredstruende. Find så – sammen med banken – ud af din tilbagebetalingsevne.

Spør dem om de ikke kan være flinke og nedsætte rentesatsen så det ikke så helt så uoverskueligt ud for dig. Jeg fik engang talt renten ned til nul over en periode på 2-3 år på den måde – dog med truslen om at hvis jeg ikke overholdt aftalen, så ville den blive hævet igen med tilbagevirkende kraft.

Og hvis du har lånet solidarisk sammen med din eks, så prøv om I ikke kan få splittet det op i to. Ikke fordi jeg tror de vil acceptere det, men du har med rette grund til at være bekymret for om du måske ender med at betale den største part.

Held og lykke. Dit største aktiv er viljen til at afvikle lånet, og så det at du tager fat på det i stedet for at gemme det væk som noget ubehageligt.