#148380
Anonym

Hej Kanikkemere,

Det lyder til at være noget rigtig rod, I er ude i med jeres bank,

Når jeg læser jeres nødråb, virker det på mig som, at der kan være andre ting evd realkreditlånet, som det er galt med – altså at problemet nok ikke “bare" er, om I starter afdrag på lånet i dag eller når du er udlært.

Et godt råd vil være, at I tager et ordentligt møde med banken, og får fundet en løsning, som begge parter har mulighed for at overholde.

For bliver der ikke fundet en god løsning for både jer og banken inden januar måned, tolker jeg det sådan, at I ikke har råd til at blive boende, og I riskerer at boligen ryger på tvangsauktion.

Og en tvangsauktion kan næppe være i jeres interesse, ligesom det heller ikke kan være en ønskesituation for Nordea.

INDEN MØDET MED BANKEN:
Inden mødet skal I sørge for at lave et godt forarbejde. Og dette vil I sikkert finde, er den sværeste øvelse . også I forhold til at tage samtalen med banken!

* Saml jeres lønsedler for de sneste 3 måneder – du må få noget fra kommunen omkring dine
revalideringsydelse, eller hvad det nu hedder
* Find jeres årsopgørelse SKAT 2008 frem
* Lav et budget over jeres faste udgifter i dag – og vel at mærke ALLE faste udgifter
* Hvis I har lån og/eller kreditter – inkl. kreditkort – andre steder end hos Nordea, så find seneste oversigt over restgælden frem
* Find ud af, hvad I har til jer selv om måneden i dag i gennemsnit – husk børnefamilieydelse og andre indtægter
* Find ud af, hvad I realistisk har brug for om måneden efter faste udgifter – skær unødvendige udgifter fra så som køb af lækkert tøj, køb af fladsskærme, computerspil, middage på restaurant og så videre

Yderligere skal I gøre jer nogle realistiske tanker om, hvordan I evt. kan øge jeres indtægt:
– Hvornår kan du realistisk forvente at komme i job, og hvad vil din realistisk forventede indtægt på det tidspunkt blive?
– Kan din ægtefælle/samlever tage ekstra timer på jobbet – eller måske finde et ekstra deltidsjob indtil du er udlært?

Og så lav samme øvelse med jeres udgifter i dag!
– Hvis I har bil, er det så nødvendigt med bil fremover?
– Har I børn i privatskole? Det kan så være nødvendigt, at de kommer på kommunalskole i en årrække
– Og så videre

Hvis ikke jeres økonomi – efter du er udlært, og I har omlagt jeres forbrug – er så stor, at I har et realistisk rådighedsbeløb, så I også kan vedligeholde boligen, bilen og så videre, så tag en beslutning om salg af boligen!

Der er ingen tvivl om, at en beslutning om salg af boligen kan gøre rigtig “ondt i maven" at skulle tage. Men hvis ikke I har råd, så tag beslutningen nu, imens I selv kan bestemme. For alternativet vil være, at Kongens Foged kommer og sætter jer på gaden!

Derved få I selv et overblik over jeres økonomi, og I kommer med et oplæg til banken med, hvad I kan bidrag med.

Og måske nogle af tingene allerede er noget, I har hørt fra banken? Jeg kan I hvert fald ikke lade være med at få tanken, at jeres bank måske ikke ser en løsning på jeres økonomiske problemer, selvom når du bliver udlært. Det tænker jeg, fordi banken alt andet lige – lige som jer selv – vil stå bedst, såfremt I ikke kommer bagud med regningerne, og evt. får solgt boligen som en almindelig handel.

Og under mødet med banken, så husk på, at de som udgangspunkt alene vil det bedste for jer, for det vil også være det bedste for banken. Så lyt efter, hvad de siger i banken. Spørg ind til de ting, som banken fortæller. Og sidst men ikke mindst, så tag aktion på de ting, som I aftaler med banken.
Med andre ord, så “spil sammen med" banken og lad være at betragte dem som jeres modstandere.
De ER nemlig jeres medspillere, også selvom I måske ikke i øjeblikket ser det sådan. Og under alle omstændigheder, så er det den bedste måde at komme ud af klemmen på"

Og jeg er ikke så megen i tvivl om, at kommer I med et ordentligt oplæg til banken – og et ønske om at få løst jeres problemer med råd fra banken – så vil I også kunne lave en aftale med Nordea, indtil alle ændringer er ført ud i livet – altså indtil bilen er solgt, børnene startet i kommunalskole, boligen evt. er solgt og så videre.

Rigtig megen held og lykke i banken,