#147980
Krisser

Med jeres nuværende restgæld og ydelse, har I ca. fem år tilbage på lånet (lidt afhængig af renten). For et privatlån ligger en sådan løbetid i den høje ende, men er dog ikke kritisk. En gæld på 140 000 kroner er dog rigtig mange penge at skylde, hvis I ikke har stillet nogen sikkerhed.

Du skriver dog at det er anden gang I beder om ydelsesfritagelse på lånet. Dette er helt klart et faresignal for banken. Hvis I to gange på et år ikke kan betale jeres ydelse, er det – set med bankens øjne – fordi jeres økonomi er for stram. I kroner og ører svarer det jo til, at jeres ydelse reelt har være 2650 kroner om måneden, og ikke 3200 kroner om måneden, og det giver jer cirka et års længere løbetid.

Et rådighedsbeløb på 9000 kroner er heller ikke særlig meget til to voksne og et barn. Minimumskravet til jeres rådighedsbeløb vil i de fleste banker ligge 2000 til 3000 kroner højere end det I har i dag. Kombineret med at I beder banken om ydelsesfritagelse flere gange på et år, er det et signal om, at jeres økonomi er for stram.

Jeg ville helt klart foreslå at I tager et møde i banken, og at jeres attitude er ydmyg i stedet for afkrævende. Forvent ikke at I får lov til at få ydelsesfritagelse, men brug i stedet mødet til at få styr på jeres budget og økonomi generelt.