Og så var jeg næsten ved at glemme det vigtigste:

Hele denne tråd handler slet ikke om, hvor vidt “forbrugsgæld" kan/bør gældssaneres!

Mit eneste ærinde er, at gøre opmærksom på, at domstolene forvalter lovgivningen således, at småt bemidlede mennesker har endog meget meget svært ved at opnå gældssanering. UANSET hvordan gælden så er opstået!!!

Dette – og det kan du så kalde “politisk" – finder jeg af flere grunde meget forkert.

For det første gør inkassobreve, stævninger og trusselsbreve lige ondt på rig som på fattig.
For det andet ville den samfundsmæssige gevinst være om muligt større, hvis en sanering “redder" et individ fra at ende på evig forsørgelse – hvilket er en yderst reel trussel, når ansøgeren er mindre bemidlet.
For det tredie vil gældsanering af mindrebemidlede alt andet lige være “billigere end saneringer i millionklassen. Dermed ville samfundet populært sagt få “mere for pengene".

Ifølge reglerne for gældssanering skal saneringen medføre en betydelig forbedring af ansøgers forhold, men domstolene mangler endnu at erkende, at det kan være en “betydelig forbedring", at man igen kan gå til tandlægen, hilse på den lokale mekaniker uden flovhed og åbne døren når det er posten der ringer på med et anbefalet brev!