Hej Michael

Du er desværre helt galt på den – på flere områder…

Det er korrekt, at forbrugsgæld ikke gældssaneres. Om dette så er “i orden" må være op til den enkelte, men at påstå, at forbrugsgæld altid beror på “overforbrug" er HELT VILDT forkert!

I et ægteskab hæfter du eksempelvis for ægtefællens forbrug – om det så er forbrug til spil på travbanen, lån til dækning af gæld indgået inden ægteskabets indgåelse eller fejlslagne gør-det-selv udvidelser af boligen.
At påstå, at man skal kunne forudse, at man rammes af ulykke, eller at manden skrider med elskerinden er naivt/idiotisk, men ikke desto mindre rammer det uhyggeligt mange mennesker. (godt at hverken du eller jeg er imellem – ikk’?)

Til gengæld benyttes loven om gældssanering i dagens Danmark i stigende omfang til at “redde" økonomisk trængte, der – objektivt set – havde al mulig grund til at kunne forudse, at deres erhvervsmæssige overforbrug (eksempelvis kuldsejlede håndværksvirksomheder, ejendomskøb eller bankinvesteringer) var unødvendig gambling med kreditorernes midler.
Intet er sort/hvidt. Heller ikke hos gældsramte, men loven om gældssanering forvaltes idag således, at mennesker, der har haft råd til en revisor eller angang til en udvidet kassekredit, reddes, mens ubemidlede afvises. Og som jeg skriver ovenfor, så er det uanset om gælden så er forbrugsgæld eller om den er skabt gennem erhvervsmæssige aktiviteter.
Det der afgør miseren er, om du har en fed kapitalpension eller udsigt til endnu et erhvervsmæssigt come-back.

Så er du ikke venlig at forholde dig til realiteter i stedet for at komme med personlige antagelser om forbrugsryttere. Vi kan på ingen måde være uenige om, at den slags ikke skal kunne være muligt, men det er jo netop derfor vi har domstolene, der kan afgøre om gælden er oparbejet ansvarligt eller uansvarligt.
Problemet er bare, at domstolene ikke forholder sig til netop dette: Om ansøger har opført sig ansvarligt. Domstolene gør IKKE deres arbejde, men antager fejlagtigt – som dig – , at ubemidlede har opført sig uansvarligt, mens næsten al investeringsgæld er ansvarlig gældsætning. Alle der læser aviser er klar over hvor forkert den antagelse er!

For at eksemplificere problematikken, gives der i disse år gældssanering til en hel del nyuddannede akademikere, der under studietiden har oprettet “virksomheder", med det ene formål at indkøbe varer (forbrugsgoder!), og så gå konkurs nogenlunde samtidig med at S.U.en udløber. Som nyuddannet har du jo ikke haft nogen nævneværdig indtægt, hvorfor din økonomi (på papiret) ser rimelig håbløs ud. At du så har en lang videregående uddannelse, og få måneder efter gældssaneringens godkendelse kan gå ud og få dig et højtlønnet arbejde, tages der ikke hensyn til.
Et andet eksempel på “forkert" sagsbehandling er håndværksmesteren der køber stort ind og placerer det meste i garagen, hvorefter firmaet slagtes og kreditorerne betaler gildet. Efter gældssaneringen kan han så “genåbne". Måske i svigerfars navn..?

Hele problematikken ligger i, at håndværkeren og akademikeren gives gældssanering, fordi dommeren skønner, at de dermed kan “starte på en frisk", mens den pensionerede eller sygdomsramte afslås, idet præcedens siger, at gældssanering af en ubemidlet ikke vil føre til en betydelig forbedring af ansøgerens vilkår…

DERFOR starter jeg denne “tråd": Jeg efterlyser brugbare vejledninger for hvad kan gøres, og – lidt naivt måske – hvad der kan gøres for at ændre præcedens.

Jeg efterlyser IKKE fordomsfulde antagelser. Dem er verden generelt og gældssaneringsafgørelser i særdeleshed fulde af.