#144688
Michael

Tutten48 har vist ikke fulgt med herinde særlig længe. Der ER skam givet mange gode råd til de evindelige RKI-spørgsmål. Vi er mange der detaljeret har beskrevet hvordan man kan ændre sin livsstil og barbere ned på de mange udgifter så der er mere til at afdrage på gælden. Der er givet gode råd til stort set alle poster på et almindeligt husholdningsbudget og hvordan hver enkelt post optimeres. ALT er blevet vendt og drejet til ukendelighed og der er faktisk ikke meget mere suppe at koge på det ben.

Sagen er jo bare, at ovenstående IKKE er svar på spørgsmålet “Hvor kan jeg låne selvom jeg er i RKI". Folk stiller sig ikke tilfredse med svarene fordi de jo ikke løser problemet i en håndevending. Et lån her og nu anses af mange gældsplagede stadig som løsningen på deres problemer og bevares: det ER da også en løsning – ihvertfald indtil næste d. 1. i måneden hvor problemerne så er blevet endnu større.

Så derfor gider jeg og mange andre ikke fyre samme svada af igen og igen og igen. Istedet kan det snart verdensberømte spørgsmål på Mybanker besvares enkelt: Ingen steder. Jeg er bedøvende ligeglad med hvem der har skylden for gældsproblemerne. En dum mand, arbejdsløshed, sygdom, ludomani, umådelholdent forbrug, faldende boligpriser osv osv osv. Uanset hvordan man vender og drejer det – uanset om trådstarter er mere eller mindre “selvforskyldt", ja så er svaret på spørgsmålet STADIG det samme: Du kan IKKE låne én eneste krone nogen steder overhovedet.

Alene det faktum, at nye tråde oprettes og det samme spørgsmål stilles igen og igen fortæller mig, at trådstarter ikke gider bruge så meget som 15 min. på at læse andre svar på samme problematik, men bare ønsker snuptags-løsningen i form af endnu et lån her og nu. Det er trættende og enerverende og derfor fortjener disse mennesker ikke, at vi bruger tid på endnu engang at fremlægge forslag til rekonstruktion af økonomien.