Min kæreste og jeg har været igennem nogle af de ting, du spørger ind til nu og jeg kan dele nogle af de erfaringer, vi har gjort os.

Det skal lige siges vi er midt i tyverne og min kæreste først lige har fået arbejde efter endt pæd. uddannelse, og jeg er færdig til januar 2010 med pæd. uddannelsen. Så vi har ikke levet med STOR økonomi endnu.
Men derfor kan der godt bruges nogle erfaringer…

Vi har allerede fra dag et næsten haft lyst til at have fællesøkonomi, fordi det bare er så meget lettere. Det føles underligt at måtte gå fra lejligheden eller ikke have råd til mad, fordi den ene ikke får SU/løn en måned, mens den anden har rigeligt til sig selv og omvendt. De situationer bør ikke opstå, det er rart man i et forhold kan kompensere for hinanden og på den måde give en mere glidende oplevelse.

Vi har en lønkonto hver, som pengene går ind på. Det bliver nok ændret snart, så begges løn går ind på den samme, da det er lidt lettere når man sidder og ordner budgettet.
Så har vi hver en budgetkonto, egentlig kun fordi vi ikke har valgt at samle os i samme bank endnu, og det er lidt tilfældigt, hvem der betaler hvilke budgetudgifter. Da det er irrelevant, så længe vi har fællesøkonomi.
Budgetkontoen dækker over forsikringer, husleje, A-kasse, internet, licens og el.

Så har vi en MINI Budget konto jeg har oprettet, til alle de små faste udgifter som ikke bør fylde den rigtige budgetkonto:
Frisør, telefon, transport, gaver, tandlæge, p-piller, sportskontingent osv.

Og så en Opsparing på min konto, som dækker over uforudsete udgifter, hver vores personlige opsparing (mere om dette senere), ferie og tøjopsparing.

Hver måned når lønnen kommer, bruger vi først og fremmest hendes fordi jeg så kan sende pengene på min konto rundt til de forskellige poster samme dag.
Vi har fællesmadbudget (3.000 kr samlet for en måned), hun får 500 kr fælles til rygning (evt. overforbrug må hun selv dække) og budgetterne trækker de penge, de nu har brug for.

Det der er tilbage går til at udbetale hver af os 30% af de penge, vi hver har tjent på bijobs. Dette er fordi, at en af ulemperne ved 100% fællesøkonomi er, at man mister lysten til at arbejde ekstra, hvis den anden part ikke yder lige så meget. Derfor ville vi have noget at kæmpe for, ligemeget hvor meget den anden så tjente ind.
De 30% er KUN på bijobs.

Grundet vores studiesituation, har vi dog sjældent haft råd til lommepenge, så vores erfaringer bygger mest på det at være fælles om budgetterne og de faster udgifter, men også at “lommepengene" er begrænsede og de frustrationer det kan give.
En god test for fællesøkonomien, da det nok er dens største ulemper: Hvad hvis den ene tjener mindre eller arbejder mindre?

Til gengæld slipper vi for at irritere os over, at den anden part bruger mere, eftersom vi er kommet frem til at det overskud der er tilbage, når alt er betalt, ikke skal være rene lommepenge og tilgængelig for begge.
I stedet tages der måske lidt fra til opsparing eller hvad nu, og resten deles mellem hver så vi hver har en hvis sum.

Så kan man frit bruge sin del på det man vil, uden den anden skal lade sig gå på af, hvad man investerer i. Det giver en super frihed og rart at slippe for de sure miner man hører, når en bruger penge på “dumme" ting ift. den anden og vi kommer ikke til det punkt, hvor den ene bruger meget og den anden skynder sig ud og også bruge meget, for han/hun når at få del i pengene.
Ond spiral!

De tips jeg vil give dig er følgende:
– Kør en art fællesøkonomi.
– Hver fælles om intægterne og udgifterne.
– Tjener den ene mere end den anden, gør det egentlig ikke så meget, så længe I bare arbejder ca. samme timetal begge to. Bruger den ene mere tid på arbejdet, kan den anden bruge mere tid i hjemmet så det udligner sig.
– Lad ikke “lommepengene" være 100% frie, giv et vist beløb medmindre I virkelig har lyst til 100% fælles. Det kan bare blive ubehageligt.
– Giv evt. en belønning for når en af jer gør noget ekstra for at tjene ekstra. Hvis det ofte er den samme, der gør det.

Det tror jeg umiddelbart var vores erfaringer 🙂