#141946
Anonym

Hej Morra19,

Når du skal sammenligne prisen på lån, bør du få banken til at give dig de Årlige Omkostninger i Procent – altså ÅOP.

Og for at sammenligningen bliver korrekt, så bed om at få ÅOP efter skat. Og du skal tillige få Helgenæs Sparekasse til at udregne på samme løbetid, som dit nuværende lån.

Årsagen til, at du skal bede om ÅOP efter skat er, at du kan fratrække renter, mens du ikke kan fratrække gebyrer og lignende omkostninger.

Med andre ord, så kan det som udgangspunkt betale sig at betale “høj" rente/"stor" månedlig ydelse på lånet uden gebyrer i stedet for “lav" rente/"lav" ydelse på lånet med gebyrer.

Årsagen til, at du skal få udregnet ÅOP ud fra samme løbetid, er igen for at kunne sammenligne ordentligt.

Med hensyn til om du skal skifte, så bør du måske også tage andre ting i betragtning, end “den sidste 25-øre"
* hvad kan sparekassen tilbyde af lønkonti og de øvrige ting, som I i familien har brug for
* hvad koster de andre bankforretinger i sparekassen i forhold til i dag
* hvordan har I det med, at der fysisk måske bliver langt til den nye bank
* hvad kan sparekassen tilbyde f.eks. til betaling i udlandet, når I er på ferie
* hvordan og på hvilke tider kan man kontakte den sparekassen i forhold til i dag
* og så videre

Du kan naturligvis have en holdning til, at det alene er prisen, som er vigtig for dig. I så fald skal du lave en ny søgning på http://www.pengepriser.dk og http://www.mybanker.dk, for der er pengeinstitutter, som er billigere end Helgenæs Sparekasse!

I øvrigt kan jeg fortælle, at prisen på dit lån som udgangspunkt er afhængig af antal forretninger, som du har med pengeinstituttet, samt sikkerheden, som banken har for forretningen med dig.
Med andre ord, så vil Jyske Bank som udgangspunkt gerne sætte renten ned, hvis du stiller sikkerhed for lånet. Her skal du dog være opmærksom på, at du betaler omkostninger/gebyr for at få oprettet sikkerheden – om ikke andet, skal du betale omkostninger til staten.

Nå, men du spørger om der er risiko og/eller skjulte gebyrer ved skift til Helgenæs Sparekasse.
Dem, som kan besvare dette endeligt, er helgenæs Sparekasse.

Med ovennævnte i tankerne, kan du med fordel ringe til Helgenæs Sparekasse igen og spørge ind til tingene.

Du kan også starte med at undersøge Helgenæs Sparekasses hjemmeside.

Desværre kan du ikke i dette tilfælde bruge http://www.pengepriser.dk til at finde priser på Helgenæs Sparekasse, idet de har holdt sig ude af nævnte prisportal. Måske det er et “vink med en vognstang" om, hvordan Helgenæs Sparekasse har valgt at føre deres forretning, når de selv holder sig ude af deres brancheorganisations prisportal?!