#140046
Anonym

Nu er det vist tid til timeout!
Forbilledet for private pensionsordninger var tjenetemandspensionen, hvor medarbejderen og hans hustru som en del af ansættelsesforholdet var sikret hele alderdommen med en god pension. De store private firmaer oprettede – for at tiltrække de bedste medarbejdere – en tilsvarende pension, hvor pengene til pensionen blev deponeret/hensat i virksomheden. Denne type pensionsordninger er almindelige i bl.a. England og USA. Desværre forsvinder pensionspengene som regel, hvis firmaet går konkurs, og det efterlader medarbejderne i en forfærdelig situation: Intet arbejde og ingen opsparing til alderdommen.
De danske virksomheder med egen pensionsfond, som jeg har truffet på, har i tidens løb erkendt, at forrentning af pensionsmidlerne på en effektiv måde bedre varetages af et professionelt firma end internt i virksomheden. Man har derfor indgået aftale med et eksternt firma om en firmapensionsordning. Sidenhen er ordningerne blevet udvidet, så egenbetalingen til firmaordninger blev skattebegunstiget, og for at imødekomme ønsket om tilsvarende skattebegunstigelse for personer, der ikke har firmapension, blev det også muligt at oprette private pensioner, men dog med øvre grænser på indbetalingerne.
I dag findes der et utal af muligheder for pensionsordninger. Pensionstagere er ikke en homogen masse, der alle har samme indstilling til pension: Nogle vil sikre alderdommen, nogle vil sikre efterladt ægtefælle, nogle tænker på forsikring i forbindelse med sygdom og nedsat arbejdsevne, og nogle ønsker det bedst mulige afkast. Nogle mener, at den ansættende virksomhed skal betale, andre mener, at pension er en privatsag.
Set fra virksomhedens synspunkt, så ønsker man, at de midler, virksomheden betaler til pensionen, sikrer medarbejderne bedst muligt, og man vælger derfor på medarbejdernes vegne. At indgå en aftale med et pensionsselskab svarer til, at man har udliciteret pensionsopgaven og har valgt en række standardydelser fra det pensionsselskab, man har indgået aftale med. Er medarbejderen ikke tilfreds med denne løsning, er det sandsynligvis muligt at give afkald på pensionstilskuddet og stå udenfor eller – i værste fald – vedkommende kan finde et andet sted at arbejde. At åbne for, at hver enkelt kan vælge sin egen pensionsløsning, vil påføre virksomheden en urimeligt stor administrativ byrde.
Jeg skal være den første til at beklage, at pensionsselskaberne opsuger så stor en del af forrentningen i egen kasse. Når det er sagt, så er pensionsselskaber jo underlagt strenge finansielle retningslinier og overvågning for at sikre, at pengene ikke fuldstændig smuldrer væk og forsvinder. De kan derfor ikke tage samme risici som en privat investor kan tillade sig. Der vil altid være nogen, som er i stand til at investere penge, så der kommer fantastiske afkast ud. Men jeg er bange for, at vi er endnu flere, der ikke får noget nævneværdigt godt resultat ud af anstregelserne. Og endelig har det sidste års historier, bl.a. om fremgangsmåden i Roskilde, vist, at alt for mange ikke fatter, hvad det vil sige at investere i værdipapirer.
Så set ud fra en helhedsbetragtning mener jeg, at hvis der skal vælges samme løsning for alle, så er vi bedst tjent med, at professionelle administrerer vores pensionspenge. Men jeg ville ønske, at der fandtes en højere grad af konkurrence på pensionsmarkedet, en større gennemsigtighed og bedre mulighed for at påvirke selskabernes investeringer.