#381713
morsdreng

Forældelseslovens § 7:<b style=”color: #000000; font-family: Times New Roman; font-size: 16px; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: bold; letter-spacing: normal; orphans: 2; text-align: left; text-decoration: none; text-indent: 0px; text-transform: none; -webkit-text-stroke-width: 0px; white-space: normal; word-spacing: 0px;”> </b><span style=”display: inline !important; float: none; background-color: #ffffff; color: #000000; font-family: Times New Roman; font-size: 16px; font-style: normal; font-variant: normal; font-weight: 400; letter-spacing: normal; orphans: 2; text-align: left; text-decoration: none; text-indent: 0px; text-transform: none; -webkit-text-stroke-width: 0px; white-space: normal; word-spacing: 0px;”>For fordringer i henhold til indlån i pengeinstitutter el.lign., herunder på tilskrevne renter, er forældelsesfristen 20 år regnet fra den seneste indsættelse, hævning, rentetilskrivning eller postering i øvrigt på kontoen.</span>

Det fremgår af afgørelsen fra PI-Ankenævnet, hvor kontoen ligesom i dit tilfælde var et aftaleindlån, at kontoen må antages at være udgået ved aftalens ophør og derfor ikke længere er eksisterende. Mon ikke man i din sag vil nå til samme resultat. I øvrigt omfatter et aftaleindlån normalt større beløb, hvorfor man vil og bør reagere angående placering af indeståendet når kontoen ophører. Forældelsesfristen betyder IKKE, at man blot der endnu ikke er gået 20 år fra sidste postering på kontoen, kan kræve at få dokumentation for hvad der er blevet af pengene udover de 5 år hvor banken er forpligtet til at gemme materialet.

Men det er i sidste ende en konkret vurdering som du evt. kan indbringe for Det Finansielle Klagenævn.