Et af livets vigtigste spørgsmål er, om man vil lade sig undertrykke eller være fri?

Frihed starter i det øjeblik, man accepterer, at man er og altid har været slave af et undertrykkende system, der giver en illusion af, at det tjener folket, når det i virkeligheden er stik modsat.

Når den enkelte bliver opmærksom på at man er slave tvinger det en til at gøre noget ved det. Der er ingen ved deres fulde fem, der kan have det godt med at være undertrykt, hvis de er opmærksom om det.

Det mest naturligste folk gør er, at de prøver at finde andre som deler deres holdninger og prøve som gruppe at ændre systemet. Men det er en løsning der er dømt til at fejle, fordi der er alt for mange mennesker, der ikke ønsker at blive klar over, at de er slaver, fordi de ikke tror på, at de kan gøre noget ved det alligevel.

Slavekraften er alt for stor, at hvis man gør dem opmærksom, vil man møde massere af hån og latter, som vi også så i denne tråd.

Det er svært at finde frihed via en gruppe. Lederen kan blive fjernet eller håne/latterliggørelse af gruppen i medierne skaber antiparti i befolkningen.

Men søger man frihed som enkeltperson, er det langt nemmere. Mere fleksibilitet og langt flere muligheder.

Vi som enkeltpersoner er langt stærkere end vi tror. Styrke kommer af at have en stærk intention om at finde frihed og bakker intention op med handling og bevæger sig mod målet og bliver ved og ved ligegyldigt, om man fejler 10 gange eller mere på sin vej. Vi vil nå målet. Det er lige så sikkert som børn lærer at stå på deres ben selvom de fejler en masse gange. Den største fejl vi mennesker kan begå er at undgå at begå fejl. Fejl er en del af lærer processen.