Jeg har ikke tidligere prioriteret og interesseret mig nok for eller haft tilstrækkelige egne erfaringer med samfundsforhold og individets retsstilling i det samfund vi kalder et civiliseret demokratisk retssamfund indtil jeg som forbruger og privat bygherre i 2005 efterfølgende har erfaret, hvorledes jeg i det civile retssystem er skyldig indtil jeg har løftet bevisbyrden for det modsatte, og nu er blevet vidne til hvad der synes at kunne udvikle sig til verdenshistoriens største depression.

Hvis ikke den gør, er det fordi politikerne på vegne af skatteydere og borgere er overbevist om eller tvunget til af dem med større magt end politikerne selv at gældsætte verdenssamfundene i mange generationer fremover, for at redde rumpetten på denne verdens mest indflydelsesrige og magtfulde personer og familier, så de fortsat kan føre deres ekstravagante tilværelser på over førsteklasse og lade resten af verdens borgere betale for konsekvenserne.

Min juridiske modpart er aktør i byggebranchen som gennem interesse organisationen Dansk Byggeri har og har haft uendelig stor politisk indflydelse på tilblivelsen og udformningen af gældende love, regler og bestemmelser på området.

Politikerne og byggebranchen er gensidigt afhængige af hinanden. Politikerne har brug for branchen til at understøtte politiske vækst ambitioner. Byggebranchen har brug for politisk lydhørhed over for deres ønsker og behov for de mest ultra liberale love, regler og bestemmelser til at regulere aktørernes erhvervsudøvelse. Så der handles i porten oftest med forbrugerorganisationer uden for døren. Forbrugerorganisationer kan få forelagt resultatet af de politiske forhandlinger og deraf affødte resultater for kommentarer. Forbrugerorganisationerne afstår oftest med hårdtslående kritik som de godt ved der i sidste ende ikke er politisk lydhørhed overfor. derfor intet incitament til at kompromittere sig selv og undergrave egen troværdighed og den tillid som mange har til disse organisationer sørger for forbrugernes ve og vel. Formelt gør det de også rigtigt godt. Reelt er det pseudo indflydelse til beroligelse af masserne.

Hvis vi ser bort fra branchernes egne forskellige ankenævn og garantiordninger skabt af brancherne selv for at fremstå troværdige i relationer til forbrugerne. i erhvervslivet hedder det Public Relations. Altså ren og skær markedsføring af sig selv og sine ydelser.

I den virkeligheden er retsforholdet mellem forbrugeren og virksomhederne ikke grundlæggende anderledes end det er mellem to virksomheder der handler eller indgår øvrige aftaler med hinanden.

Altså formodes forbrugeren grundlæggende i lovgivningen at kunne agere som en virksomhed såvel før, som under og efter afslutning af en handel og/eller aftale ved leveringer og/eller udførelsen heraf, hvor det er klageren over en vare eller en serviceydelse som skal løfte bevisbyrden i en tvist med en anden virksomhed.

Hvis ikke forbrugeren kender, anerkender og anvender alle de spilleregler som er gældende for B2B forholdene gældende mellem to virksomheder, så er forbrugeren grundlæggende meget dårligt stillet med hensyn til at kunne løfte en bevisbyrde ved domstolene.

De førnævnte ankenævn og garantiordninger har således også den funktion at de skjuler de reelle retsforhold for forbrugeren, som gives nogle indrømmelser ikke fordi lovgivningen tilsiger det, men fordi branchens ry og omdømme svært ville kunne bære andet.

Der er så nogle tvister der ender i retssystemet som vi som forbrugere oftest har tillid til udøver retfærdighed mellem uenige parter. Nej, jurister bekræfter åbenlyst at det ikke er et spørgsmål at have ret, men at få ret og at der næppe findes andre steder, hvor der tales usandt og imod bedre vidende end ved domstolene.

Jamen syns- og skønsmand er da fornuftige og anstændige fagfolk som vil redde trådene ud og erklære sig til fordel for forbrugeren. Det tilsiger al sund fornuft. Nej, for det første er syns- og skønsmænd ikke til for parterne, men for domstolen. Selvom det ofte er klageren der rekvirerer syn og skøn så er syns- og skønsmands funktionen til for dommeren, som dennes faglige bistand til at forklare de tekniske forhold i en tvist.
Syns- og skønsmænd må og skal i øvrigt heller ikke foretage sig noget af egen drift under syns- og skønsforretningen. Syns- og skønsmanden skal alene forholde sig til det syns- og skønstema som klageren udarbejder og modparten godkender inden syns- og skønsforretningen udføres på åstedet. Enhver jurist vil kunne underholde med den ene rystende erfaring efter den anden om hvordan de oplever syns- og skønsmænd udføre deres erhverv.

Jeg oplevede selv en syns- og skønsmand der udførte sit hverv ved under syns- og skønsforretningen at spørge entreprenøren om hvad han havde udført og hvorfor han havde udført arbejdet som påstået. På den baggrund udfærdigede han sin syns- og skønserklæring. Tydeligvis ved at genbruge og tilrette en tidligere udfærdiget syns- og skønserklæring. Der var oplysninger og henvisninger i den for min sag udførte erklæring som tydeligvis tilhørte den foregående erklæring, men ikke var blevet rettet i skyndingen. Mine indsigelser til troværdigheden og lødigheden i den afgivne erklæring udløste blot et skuldertræk fra min advokat som oplyste at syns- og skønserklæringer stort set aldrig omstødes endsige ændret af syns- og skønsmanden selv. Det er bydende nødvendigt for hans egen troværdig at fastholde indholdet uagtet enhver fejl eller berettiget kritik heraf.

Min advokat undsiger mig mine henstillinger til at han skulle samarbejde med byggesagkyndig bistand ved udarbejdelsen af syns- og skønstemaet og som vores fælles sparring i øvrigt under forberedelsen af sagen. Det bryder en højesteretsadvokat med 2-3 årtiers erfaring i byggeret imidlertid ikke om. Modparten kørte da også advokaten så meget rundt i manegen på det tekniske plan at sagen blev tabt ved byretten. Advokaten kender sikkert til alt hvad der måtte være værd at vide om kontrakts forhold inden for byggelovgivningen, men det giver ham ikke den fornødne byggetekniske indsigt til at kunne forstå og forsvare mine interesser mod krav om betaling for ekstraarbejder 10 måneder efter afslutning og betaling for arbejdet med henvisning til forhold som kræver byggeteknisk indsigt.

Hvorfor skulle tilsvarende forhold ikke også være gældende endnu højere oppe i hierarkiet, som jo igennem tiderne også har haft stor politisk indflydelse på udformningen af lovgivningen både før og efter enevældets fald som jeg føler mig hensat til efter mine oplevelser.

Vinduer fabrikeret efter forskrifterne fra det tidligere Raadvad center skulle være det ypperste af det ypperste i kvalitet for materialer såvel som forarbejdningen heraf. En syns- og skønserklæring fortæller om så latente fejl og graverende afvigelser på begge områder at det vil være billigere med en omlevering med vinduer i korrekt kvalitet.
Stifteren af PC Vinduer & Døre A/S afvikler sin virksomhed igennem de tre år sagen nu har verseret ved byretten og resterne af den går konkurs i november 2007 efter ca
3 årtiers produktion. PC Holding fortsætter imidlertid ufortrødent nu som ejer af Horn Aps som på tilsvarende vis anpriser ventilationsvinduets kvaliteter. Stifteren Poul Christensen i Lunderskov vil sikkert igen opnå samme blåstemplinger, som blev opnået med Raadvad Vinduer, i det han fortsat bliver benyttet som konsulent i forbindelse med projekter i Erhvervs- og Byggestyrelsen etc.

Jeg skal og kan ikke udtale mig om neptun202 skulle have ret eller ej, men man skal nok heller ikke kategorisk afvise det når nogen siger at Kejseren ikke har nogen Klæder på.