#108622
Anonym

Her er hvad Ekstra Bladet, skrev om fupfirmaet RKI-sletning.

Firmaer slår plat på din gæld

Forbrugerrådet advarer mod internetfirmaer, der lokker penge ud af danskere i pengenød

Sverre Quist – 10:00 – 18. okt. 2006

De skriver selv, at det næsten er for godt til at være sandt. Og det er det også.

Flere hjemmesider, som for eksempel RKI-sletning.dk og RKI-fri.dk, lokker registrerede dårlige betalere med hel eller delvis sletning fra RKI, hvis man betaler mellem 250 og 1200 kroner.

Problemet er, at sletningen langtfra altid virker. Og hvis den gør, kan man løse problemet selv og gratis ved at kontakte RKI.

Hvis man klager til RKI over at være registreret som dårlig betaler, bliver man nemlig midlertidigt fjernet fra registret, mens sagen undersøges. Ligesom man naturligvis bliver fjernet helt, hvis man er registreret ved en fejl.

Informationschef ved RKI, Camilla Rose, kender godt til selskaberne. RKI er blevet kontaktet, fordi der er kunder hos internetfirmaerne, som er gået til politiet, da de følte sig snydt over at have betalt 500 kroner for ingenting.

– Hvis man er blevet registreret hos RKI, kan RKI-sletning eller andre slette-selskaber ikke love at fjerne registreringen, da det er den, man skylder penge, der bestemmer, om man stadig skal være registreret eller ej, siger Camilla Rose.

– Det er klart, at er der sket en fejl i registreringen, bliver den slettet. Bestrider man en sag, undersøger vi naturligvis sagen sammen med den part, man er registeret af, siger hun.

Truer med RKI
Især RKI-sletning.dk’s metoder bliver flittigt diskuteret og kritiseret flere steder på internettet. Firmaets metoder beskrives af RKI-registrerede og tidligere kunder for at være luskede og beskidte.

Det samme er svarene fra RKI-sletning.dk. Selskabet truer med at melde folk til politiet og sågar RKI, hvis ikke de holder op med at lufte de negative meninger om selskabet, ligesom RKI-sletning.dk kalder en debattør for ‘luder’.

Uanset omgangstonen er økonom hos Forbrugerrådet Lotte Aakjær ikke imponeret over internetfirmaernes slette-tilbud.

– Det er problematisk at tjene penge på andres ulykke. Der er ikke nogen grund til at betale firmaer for noget, man kan gøre nøjagtig på samme måde selv. Det er sådan set bare at ringe til RKI og spørge, hvad man skal gøre for at komme ud, siger hun.

Og skyldes registreringen i RKI, at man ikke kan betale sine regninger, er løsningen ikke at forsøge at blive slettet kortvarigt for at kunne låne endnu flere penge, siger hun.

– I stedet må man søge rådgivning. Vi kæmper for, at man kan få offentlig gældsrådgivning, hvis man er kommet helt derud, hvor det ikke hænger sammen. I for eksempel Sverige kan man gå til kommunen og få hjælp. Det kan man ikke i Danmark, hvor man er nødt til at gå til et privat firma og få hjælp, siger Lotte Aakjær