#125076
Anonym

Man kan vel egentlig skitsere det således.

Fra 1994 – 2006:

Her var der rigelighed af billig funding for bankerne. Indlånsrenterne var stort set nul, mens der samtidig også var let kapitaladgang på de internationale kapitalmarkeder.

Flaskehalsen i denne periode var altså ikke kapitaludbuddet, men derimod antallet af kunder som efterspurgte lån.

I en sådan situation var det ikke mærkeligt, at bankerne var fristede af at kreditvurdere lempeligt, særligt ikke når man ved at risikoen på boligudlån er minimale, fordi friværdierne var støt stigende.

Fra 2007 – 2012:

De internationale kapitalmarkeder og interbankmarkedet præges af knaphed på penge. Adgangen til funding er begrænset, besværlig og dyr. Samtidig er der stigende konkurrence på indlånsrenten, så også denne fundingkanal, er blevet markant dyrere.

I denne situation er flaskehalsen “pengeudbud”. Der er rigeligt med kunder som efterspørge lån, og bankernes opgave er i denne situationen af prioritere udlånene skarpt, hvilket indebærer at man i visse situaitoner må vælge fravælge at udlåne ud til den kunde som har “ret gode udsigter til at betale pengene tilbage” til fordel for den kunde stort set 100% sikkert kan betale pengene tilbage, og kan stille garanti for lånet.

Sagt med andre ord: Mulighederne for at købe bolig, når man kommer med en negativ opsparing på flere hundredetusinde kroner er blevet markant forringet. Bankerne giver høfligt afslag med reference til at rådighedsbeløbet er for lavt i forhold til kundens forbrugsmønster.

I virkeligheden skruer bankerne bare op og ned for kravene til rådighedsbeløbet og hvor stramt man kreditvurderer, ud fra hvor let eller svært det er for banken at skaffe kapital.

Min forventning er at det bliver endnu værre i hen mod slutningen af året og i 2009. Fundingkrisen har bidt sig fast!