#125036
Anonym

Artiklen fra dr.dk er skrevet på baggrund af nedestående artikel i Berlingske Tidende:

For tusindvis af danskere er det lige nu et rent tab og direkte underskud at spare penge op til fremtiden. Det er således noget nær umuligt, at få et afkast efter skat, som kan holde trit med den aktuelle høje og tiltagende inflation, uden at man løber en risiko af de helt store.

Især de store grupper, der betaler mellem- og topskat af deres renter, er yderst hårdt ramt. Det er de hastigt stigende priser på mange dagligvarer som brød, mælk, smør, tøj og sko, der gør det vanskeligt at bevare købekraften af en almindelig opsparing.

Særdeles stor risiko ved aktier

Chefstrateg i Nykredit, Sune Worm Mortensen kalder det en »kæmpe udfordring« lige nu, at finde et sted, hvor man placerer sparepenge fornuftigt – uden at det giver tab.

»Danskerne begynder for alvor at mærke de negative konsekvenser af den høje inflation nu. Først mærkede mange de stigende priser hos bageren. Så var det i supermarkedet, at prisen på fødevarer steg. Nu er det på finansmarkedet, at inflationen begynder at spise danskernes opsparing,« siger Sune Worm Mortensen.

Han tilføjer, at der ikke længere er nemme og oplagte steder, hvor man kan plukke penge ned fra træerne, sådan som tilfældet ellers var for få år siden.

Aktier er selvsagt en mulighed, og et alternativ til bankbøger og obligationer. Men her er risikoen helt i top. Aktierne suser op og ned i disse dage og uger med en fart, som kun sjældent ses større. Af samme grund siger Sune Worm Mortensen da også, at aktier lige nu er forbundet med en »også særdeles stor risiko,« som det gælder om at være opmærksom på.

En underskudsforretning

Direktør Claus Israel fra Finanshuset i Fredensborg rådgiver private om deres økonomi. Også han har svært ved se, hvordan man undgår, at ens sparepenge ædes op af inflation.

»Det er et problem lige nu,« siger han.

»Men,« tilføjer Claus Israel, »det negative afkast er den pris, man må betale for at have sine penge placeret et helt sikkert sted, hvor man ikke får tab.«

Det er enten på en bankbog eller på en obligation med helt kort løbetid, at ens opsparing er nogenlunde sikker, og man højst taber det, som inflationen vokser med.

»Her bør man kun placere en lille del af ens formue og kun de penge, man skal bruge i nær fremtid. Er der tale om langsigtet opsparing, bør pengene sættes ind på en pensionsordning, hvor skatten af afkastet er lavere. Eller også bør man sætte pengene i aktier eller lange obligationer, hvis der er tale om en investering, der rækker otte, ti eller endnu flere år ud i fremtiden,« siger Claus Israel.

Heller ikke bankernes højrentekonti kan for tiden levere et positivt afkast. Selv på de bedste af de bedste af disse konti, er det lige nu en direkte underskudsforretning at have penge placeret.

For tiden er det således FIH Erhvervsbank, der topper med det bedste tilbud til private. De frister med en rente på seks procent. Det er pænt mere end for få år siden og lyder umiddelbart ganske godt. Problemet er bare, at seks procent ikke er nok i dagens Danmark til at sikre, at opsparingen bevarer sin værdi.

Selv hvis man kun betaler 44 procent i skat af renter, bliver afkast på en opsparing på seks procent til bare 3,36 procent. Det er mindre end de 3,8 procent, som prisen på dagligvarer for tiden stiger med.

Endnu værre ser det ud, hvis man er blandt den store gruppe danskere, der betaler topskat og som også har en positiv kapitalindkomst. Så kommer man af med 59 procent i skat af alle renteindtægter. Det vil sige, at de seks procent skrumper ind til bare 2,46 procent efter skat. Trækkes inflationen også fra, kommer afkastet ned på minus 1,34 procent. Det vil med andre ord sige, at en opsparing med en rente på seks procent ender med et tabe 1.340 kroner årligt for hver 100.000 kroner, der er tale om.

De 100.000 kroner vil, selv efter at renten er skrevet på ens konto, således kun have en købekraft, der svarer til 98.660 kroner om ét år, fordi inflationen for tiden ruller af sted med ganske pæn fart.

Endnu værre ser det selvsagt ud, hvis man ikke får seks procent i rente. Tusindvis af danskere har således formuer stående på helt almindelige bankbøger, hvor renten er nede omkring nul procent. Her mistes 3.800 kroner om året for hver 100.000 kroner.

Obligationer er ikke bedre

Heller ikke, hvis blikket rettes mod obligationer, er det for tiden muligt at få et afkast, der slår skat og inflation. I hvert fald ikke, hvis man betaler topskat og har positiv kapitalindkomst.

»Den absolut højeste rente, man kan få med obligationer efter skat, hvis man betaler 59 procent af renter, er lige nu 3,5 procent. Det kan man få med en to procent obligation med udløb i 2009, mens en to procent 2011 obligation fra realkreditten kun giver omkring tre procent i årligt afkast efter skat. Det er mindre end inflationen, så det er meget svært lige nu at spare op og få et afkast, der er større end skat og inflation tilsammen,« siger Henrik Hansen, der er obligationsanalytiker hos Sydbank.

Lidt bedre ser det ud, hvis ens renteindkomst beskattes med 44 procent. Så kan man med en kort realkreditobligation med løbetid til 2009 godt få et årligt afkast lige omkring de 3,8 procent, som inflationen for tiden er oppe på, og er man nede og kun betaler 33 procent i skat, kan de bedste obligationer for tiden give omkring fire procent i afkast efter skat – lige akkurat nok til at sikre købekraften af ens sparepenge.