#107462
HMF

Hej Freddy.

Det lyder da overordenligt godt – der er vel ingen tvivl om at såfremt i økonomisk har mulighed for det skal tage imod tilbudet?

Udlejes lejligheden ville jeg helt klart vælge afdragsfrihed. Låntype afhænger af jeres forventninger (og risikovillighed) – hvis I forventer yderligere rentestigninger de kommende år vil det jo være smart med et fastforrentet lån, da restgælden i givet fald vil kunne mindskes ved omlægning inden salg (eller hvis omprioritering undlades øge salgsværdien i og med at køber kan overtage et fordelagtigt lån).

Ved direkte sammenligning af renterne skal I endvidere være opmærksomme på at renteudgifterne kan fratrækkes når I udlejer, hvorfor forskellen på fastforrentet og variabel reelt bliver mindre.

Hvis I forventer at udleje lejligheden synes jeg iøvrigt I skal tage fat i en revisor, da der kan være mange skattekroner at spare ved anvendelse af kapitalafkastordningen.

Jeg synes på ingen måde det virker vanvittigt med to samtidige huskøb, når vilkårene er så favorable som i jeres tilfælde – du nævner selv at jeres nybyggede hus allerede er steget med ca. 1 mio. For mig at se står I med en oplagt mulighed for at gøre en god investering – vel at mærke uden de store risici. Og så er fortjenesten jo skattefri selvom I efterfølgende udlejer lejligheden.

Håber det gav mere svar end anledning til yderligere spørgsmål!?