#103304
Michael

Hej Poul

Jeg ved ikke om man kan sige, at der ligger en hund begravet, men prioritetslånet er tilsyneladende afdragsfrit i 10 år. Det betyder, at I ikke får nedbragt gælden på andet end realkreditlånet i den periode.

Det behøver ikke være et problem, medmindre boligen ligger i et område der kunne tænkes at blive ramt af prisfald som følge af stigende renter (som næppe kan undgås i et vist omfang). Iøvrigt rammes prioritetslånet jo også af stigende renter, modsat et fastforrentet obligationslån. I skal derfor have en vis luft i budgettet.

Modsat er et traditionelt boliglån jo også noget dyrere i rente, men her får I nedbragt gælden. I det lange løb vil I sandsynligvis betale mere i rente på prioritetslånet.

Hvis jeres bolig ligger et attraktivt sted (=forventet prisstigning) kan I gøre det, at I tager et alm. boliglån 2-3 år og herefter omlægger til et traditionelt realkreditlån, når friværdien er stor nok. Selv omlagde jeg på den måde et dyrt pantebrev med restløbetid på 22 år til et F1-lån på 10 år.

I må prøve at vurdere om I har brug for lidt ekstra luft nu (prioritetslånet), eller om afbetaling på gælden er vigtigere, hvis I f.eks. ønsker at flytte om 10 år eller lignende. Det kan være svært at komme med et entydigt råd, specielt når jeg ikke kender jeres økonomi i detaljer, men husk blot én ting: Bankrådgiveren ønsker at sælge jer en vare…. Det er der som sådan ikke noget galt I, men vær kritisk når I har møde med banken. En bankrådgiver er, som navnet antyder, en rådgiver for banken 🙂

Held og lykke med jeres nye bolig.