#105554
Anonym

Selve eksistensen af en registerlovgivning kan vel ikke I SIG SELV være et argument for netop eksistensen af en registerlovgivning.

Hvis dette ikke synes åbenlyst, så lad os tage et eksempel: Det er ulovligt at gå over for rødt lys midt om natten i et helt tomt lyskryds, hvor der er 5 kilometer til nærmeste andet levende væsen. Hvis jeg skulle bruge samme argumentationsteknik som dig, så skulle det give rigtig god mening, at det er ulovligt, FORDI at det er ulovligt. Eller skematisk: A skulle være et argument for A. Det er selvfølgelig noget vrøvl. Derfor vil jeg undlade at kommentere på dine bemærkninger om den nuværende registerlovgivning.

Til gengæld vil jeg stadig gerne høre, hvorfor du mener at DU gerne må registrere din vurdering af min fremtidige kreditværdighed, mens en bank ikke må gøre det samme. Kan du – uden blot at henvise til eksisterende lov – argumentere for, hvorfor du ikke vil give en bank lov til at gøre præcis det samme som dig? En bank er jo også blot en samlig borgere, der har skudt penge i en virksomhed – der kunne i princippet også blot være tale om en enkelt person, der lånte penge ud. De må vel have samme rettigheder som dig? Hvorfor ikke?

Min sammenstilling af tankefrihed hos en borger, der låner penge ud, med tankefrihed hos flere borgere, der har stiftet en bank til at låne penge ud, virker for mig væsentligt mere nærliggende og relevant end dine betragtninger om, hvad politi og statslige efterretningstjenester sikkert foretager sig. Også af den grund bør vi nok lade mine holdninger til, hvad en stat bør foretage sig, ligge.

Men hvis du i øvrigt ikke mener, at borgere, der driver bank, skal have samme rettigheder som alle øvrige borgere, så kommer vi det nok ikke nærmere.