Det mener Mybanker:

 

Opråb – Stop ensidigt fokus på ÅOP – vi gentager fra 2008…

 

Kviklån er ikke populære i den nye regering, og endelig lader det til, at der er politisk vilje til at gøre noget ved dem. Der skal sættes en stopper for den type lån, der ender med at være alt for dyre, og som ofte bringer – især – unge mænd ud i håbløs gæld.

 

Det lader dog til, at det er svært at finde frem til en løsning i erhvervsministerens forhandlingslokaler. Og det er ærgerligt. I medierne fremgår det, at uenigheden blandt andet går på, hvor grænsen for den årlige omkostning i procent (ÅOP) skal være. I Mybanker har vi siden 2008 aktivt argumenteret for, at det er det forkerte sted have fokus. Og vi deltager gerne i yderligere drøftelser, hvis ministeren har behov for at høre fra flere, der ønsker at ændre nuværende regler, der skaber så ulykkelige situationer for så mange.

 

Vi håber, at en kommende løsning vil tage hånd om problemet for dem, der bliver fanget i endeløs gæld, men også en løsning, der ikke forhindrer familier med sund økonomi i at tage et forbrugslån, som de ønsker at betale tilbage hurtigt.

 

I dansk politik har vi tradition for at kunne finde effektive kompromisser, og derfor er der håb om, at det også kan ske denne gang. Problemet er dog, at det lader til, at man diskuterer at lave en løsning i relative tal, og dermed risikerer at glemme, hvordan løsningen ser ud i absolutte tal. Da det er de absolutte tal, der gælder, når man skal betale lånet tilbage, nytter det ikke noget at man ikke også har fokus på det.

 

Det er forholdsvis enkelt at lave et regnestykke, hvor et lån med lav ÅOP og lang løbetid ser billigt ud i relative tal, men som er dyrere i absolutte tal end et tilsvarende lån med kortere løbetid og højere ÅOP.

 

Regnestykket kan se således ud:

Lån til vaskemaskine: 4.000 kr Lån til vaskemaskine: 4.000 kr
Rente: 10 % Rente: 10%
Stiftelsesgebyr: 250 kr Stiftelsesgebyr: 250 kr
Løbetid: 6 mdr Løbetid: 18 mdr
ÅOP: 38 % ÅOP: 20 %
Samlet betaling: 4.117 kr Samlet betaling: 4.324 kr

 

Som familie kan man sagtens komme i en situation, hvor ferien lige er blevet betalt og hvor vaskemaskinen dagen efter går i stykker. Sådanne udgifter har det med at komme samtidig. Rådighedsbeløbet er helt i bund efter betalingen af ferien, og man beslutter at tage et forbrugslån for at kunne finansiere en ny vaskemaskine. Familien har i øvrigt en sund økonomi, og den kan godt overskue, at skulle betale de knap 700 kr i ydelse om måneden i 6 måneder i stedet for de 240 kr om måneden i 18 måneder.

 

Som det fremgår af tabellen ovenfor, vil det billigste lån være lånet med højeste ÅOP. Men hvis man har ensidigt fokus på et loft på ÅOP, vil man være tvunget til at vælge lånet med den lavere ÅOP, og altså ende med at betale flere penge tilbage. Det kan ikke være økonomisk sund fornuft.

 

Det skal være muligt for låntager at kunne vælge hvor hurtigt lånets skal betales tilbage også selvom det medfører en høj ÅOP.

 

Med et loft over ÅOP som det styrende og afgørende element for forbrugslån, kan man frygte, at de låneudbydere, der nu tilbyder de dyre kviklån, vil finde løsninger, der holder sig indenfor ÅOP-loftet, men som alligevel ender med at være dyre lån.

 

Mybanker foreslår en mere enkel løsning, hvor låntager aldrig kan komme til at betale mere end det dobbelte af lånets hovedstol tilbage. Det vil sige, at hvis man låner 5.000 kr, kan man maksimalt komme til at betale 10.000 kr tilbage – uanset om man betaler det tilbage på 6 eller 60 måneder. Selvom det maksimale tilbagebetalingsbeløb også kan ende med at være højt, så er det det maksimale. Låneudbyderens fortjeneste kan altså højst blive på størrelse med lånets hovedstol. Hvor stor fortjenesten bliver, afgør konkurrencen på markedet.

 

Mybankers forslag skal følges op med naturlige krav til markedsføring, information om relevante låneoplysninger, kreditgodkendelse og betænkningstid. Dels for at låneudbyderen har mulighed for at vurdere, at låntager har vilje og evne til at betale ydelserne på lånet, men også for at give låntager mulighed for, at få oplyst det fulde tilbagebetalingsbeløb, og at kunne fortryde lånet og betale det tilbage indenfor en kort tidsramme.

 

Det vil gøre, at der stadig kan konkurreres om at lave attraktive forbrugslån blandt låneudbyderne. Men det vil skabe større sikkerhed for de borgere, der med de nuværende regler – eller mangel på samme – bliver ramt af håbløs gæld, fordi de ikke kunne gennemskue, at det forbrugslån på 2.000 kr, som de optog, pludselig voksede til 10.000 kr i løbet af få måneder.

 

Tal, der understreger problemets omfang:

Antal udstedte kviklån i 2018: 357.000
Andel unge mellem 18 – 30 år:
–       med gentagne betalingsproblemer 11,4 %
–       registreret i RKI 5% (47.000)
–       der stadig er registreret i RKI efter 5 år 51%
–       der har optaget kviklån og efterfølgende svært ved at betale det tilbage 62%

Kilde: Forbrugerrådet TÆNK og Finans Danmark