Pressemeddelelse: 3. oktober 2019

Mybanker udvider Skift Bank service og hjælper nu også Private Banking kunder

Som de første i Danmark tilbyder Mybanker nu en service, der er målrettet til at kunne hjælpe personer med formue med at finde den rette Private Banking bank. Servicen gør det let og overskueligt for kunder at komme i kontakt med og modtage tilbud fra andre banker, og Mybanker forventer, at kunne hjælpe mange med den nye service.

Stigende interesse fra Private Banking kunder hos Mybanker

”Vi har oplevet en stigende interesse fra danskere med formue, der efterspørger uafhængig hjælp til at facilitere en kontakt til rette bank på samme måde, som vi gennem mange år har hjulpet flere tusinde danskere med bankskifte. Typisk er vores kunder boligejere eller kommende boligejere, men nu konstaterer vi en stigende interesse fra velhavende kunder, som ønsker at få passet deres investerbare formue et nyt sted,” siger Marlene Nørgaard, der er administrerende direktør hos Mybanker.

 

Hun forklarer videre, at Private Banking kunder kan være alt fra personer med stor familieformue gennem generationer til personer, der har fået nogle millioner kroner som følge af bonus, arv, ejendoms- eller virksomhedssalg. Og selvom de indbyrdes er meget forskellige, har de i deres henvendelser til Mybanker udtrykt et fælles ønske om at få mere opmærksomhed i deres bank, end de får i dag.

 

 

Individuelle behov kræver gode relation

”Private Banking kunder har individuelle behov, og selvom prisen er vigtig, oplever vi det ikke som en afgørende faktor for valg af bank. Det er det relationelle og dialogen, samt bankens evne til at forstå kundens behov der afgør, hvilken bank der vælges. Mange af vores partnerbanker tilbyder særlige løsninger til personer og familier med formue, og det er naturligt, at de får adgang til disse kunder gennem Mybanker,” siger Marlene Nørgaard.

 

Hver måned benytter ca. 4.000 danskere Mybankers Skift bank service. Omkring 5% af dem er Private Banking kunder og andelen er stigende. De kunder, der vælger at skifte til en ny bank, får en bank, som de selv aktivt har valgt på baggrund af den dialog, de har haft med banken via Mybankers service.

 

 

Stor stigning i antallet af banker, der ønsker at modtage kunder via Mybanker

”Processen bliver i princippet den samme for personer med formue. Vi rådgiver ikke, men vi faciliterer alene kontakten mellem to parter. En slags match-making, hvor vi hjælper med at skabe dialog med den rette person i den valgte bank. Derved kan man som Private Banking kunde spare tid og kræfter på et skifte,” siger Marlene Nørgaard.

 

Mybanker arbejder for åbenhed og transparens til gavn for borger, samfund og den finansielle sektor. Bankportalen vil gerne samarbejde med alle banker i Danmark, og et stigende antal banker ønsker også at blive en del af Mybanker universet. Således har fintech-virksomheden i 2019 oplevet en vækst på 30 % i antallet af banker, der ønsker at modtage kunder gennem Mybankers services.

 

Se Mybankers skift bank partnerbanker her: www.mybanker.dk/banker