Fremtidens bankkunder går nye, grønne veje

 

I mange år har pris, produkt og gode afkast været et fokus for de toneangivende kunder på finansmarkedet. Men hvor det rationelle har været dominerende indtil nu, vil der blandt fremtidens finanskunder være helt andre agendaer i spil.

En undersøgelse blandt mere end 6600 brugere hos Mybanker viser, at især bankens rådgivning er afgørende for fastholdelsen af kunder i bankerne. Således svarer 52 procent, at adgang til kompetent rådgivning og specialister er et af de vigtigste kriterier ved deres bankvalg. I 2019 var det kun 41 procent af brugerne, der svarede det samme.

Selvom pris og produkter fortsat er blandt de vigtige kriterier for bankkunderne, så er der ifølge Marlene Nørgaard, der er Administrerende direktør hos Mybanker, et paradigmeskifte på vej indenfor finanssektoren.

”Perceptionen blandt danskerne er, at pris er det vigtigste, når de bliver direkte adspurgt. Men vi kan se, at det faktisk er under halvdelen af danskerne, der vælger det billigste tilbud, når de skifter bank gennem os. Så selvom man siger, at pris er vigtigst, så er der helt tydeligt nogle andre værdier, der er afgørende i sidste ende. Det kan for eksempel være bankens image, den personlige rådgivning eller etiske overvejelser,” siger hun.

 

De følelsesmæssige arketyper bliver vigtige

Blandt de etiske overvejelser er det især den grønne omstilling, der i disse år vinder indpas i finanssektoren. Ifølge Marlene Nørgaard skyldes det, at fremtidens toneangivende kunder har større fokus på dette end tidligere.

”Det er de entreprenante typer, kvinderne og millennium-segmentet, der kommer til at dominere sektoren i fremtiden. Og de vil behovsafdækkes på en helt anden måde, end tidligere kundegrupper. Det er følelsesmæssige arketyper med andre prioriteringer, som for eksempel hellere vil investere grønt, også hvis det betyder et mindre afkast,” siger hun.

Et eksempel på en grøn prioritering i finanssektoren ses hos Arbejdernes Landsbank, der gennem et klimalån tilbyder omkostningsfrie lån til energiforbedringer. Eller hos Nordea, der tilbyder deres kunder mulighed for at investere bæredygtigt. Det er den slags tiltag, bankerne i fremtiden bliver nødt til at prioritere, ifølge Marlene Nørgaard.

”Finansverdenen bliver nødt til at bevæge sig mod midten for at omfavne den følelsesmæssige arketype,” siger hun.