Beregning af lån/rentesatser

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • AnonymForfatter
    Indlæg
  • #88749
    AnonymForfatter

    Håber nogen kan hjælpe mig med noget renteberegning.

    Min nuværende bank tilbyder mig en boligkredit på 200.000 til at købe ny bil for. Fidusen herved er, at jeg ikke skal betale tinglysning/pant – jeg låner pengene på mit glatte ansigt. Renten her hedder 7,75 % (nom. 7,978).

    Ved at skifte bank kan jeg til samme formål få en friværdikonto til en rente på 6,0 %, men her slipper jeg til gengæld ikke for at skulle tinglyse bilkøbet. Samt der kommer noget provision af max-beløbet

    Ved afvikling over 2 år regner jeg ud, at der er en forskel mellem de to tilbagebetalingsbeløb på kr. 51.416, som kun bliver større jo længere tilbagebetalingstiden sættes til. Men er dette nu korrekt – det lyder voldsomt! ? Jeg kalkulerer med kvartårlig rentetilskrivning.

    Jeg har ikke taget højde for TL og maxprovision, hvilket der naturligvis skal korrigeres for i en vurdering.

    Nogen der kan bidrage?

    #125778
    AnonymForfatter

    YksiKaksiKolme, hvad betyder egentlig TL?

    Det må da være ret nemt at finde ud af for dig, når du har indhentet 2 lånetilbud fra dels egen bank, dels en evt. ny bank, men jeg antager at det har noget med hvor lang tid lånene løber og om der er afdrag på eller ej samt tinglysnigsomk.

    For når renteforskellen er ca. 2%, så kan det jo kun give en forskel på ca. 4000 kr. om året ved et lån på 200.000 kr.

    #125782
    AnonymForfatter

    yksikaksi, der er nogle ting, som du skal være opmærksom på, ved de 2 låne-måder, som bankerne vil give dig, men som du i øvrigt altid skal være opmærksom på!

    Disse ting er afgørende for, at du kan finde ud af, hvad der bedst kan betale sig for dig.

    Dertil kommer at du skal huske, at det ikke altid kan betale sig “at gå efter den sidste 25-øre" i sparret omkostning, hvis den pågældende lånetype/-form f.eks. ikke er en, som du har det godt med.

    ÅOP:
    Lånegiver skal altid oplyse dig de årlige omkostninger i procent – det der bliver kaldt ÅOP.
    Du får et tal, som dækker over alle omkostningerne ved lånet:
    * løbende rente, med renters rente
    * løbende provision – det en omkostning du betaler, selvom du ikke bruger kreditten!
    * oprettelsesomkostninger til lånegiver – f.eks. stiftelsesprovision og oprettelsesgebyr
    * oprettelsesomkostninger til det offentlige – f.eks. tiglysningsomkostninger TL og panthaverdeklaration
    * løbende omkostninger – f.eks. indbetalingsgebyr og præmie til en låneforsikring

    Det tal, som lånegiver giver dig, skal du have senest inden du skriver under. Dog vil du normalt også kunne få oplyst tallet ved at spørge – også selvom du “bare er ude og se på priser".

    FØR OG EFTER SKAT:
    Desværre skal lånegiver ikke oplyse dig om ÅOP EFTER skat.

    Du kan trække renter, bidrag og provision fra i skat (lånegiver opgiver automatisk beløbet til SKAT).
    Derimod kan du stort set ALDRIG trække oprettelsesomkostningerne og de løbende omkostninger fra i skat – altså alle de øvrige omkostninger.

    Du bør derfor ALTID bede lånegiver om ÅOP efter skat, for det er et tal, som giver dig det mest korrekte billede af udgiften på lånet.

    OMKOSTNINGER:
    Med hensyn til provisionen hos Nykredit, så skal du være opmærksom på, at du betaler provisionen OGSÅ SELVOM DU IKKE har trukket kreditten op. Provisionen er af det beløb, som kreditten bliver lavet på.
    Derimod betaler du ALENE rente af det beløb, som du skylder.

    Du har altså din nuværende bank, hvor du kun betaler omkostninger for det beløb, som du reelt har trukket på din kredit – og måske også oprettelsesomkostninger til banken.
    Du vil derfor på lønningsdagen via din netbank kunne overføre penge til kreditten, og dermed spare renter (Har du overført for mange penge og derfor må føre nogle tilbage på lønkontoen, skal du naturligvis betale renter af det beløb, som du fører tilbage, fra dagen du fører dem tilbage).

    Omvendt har du Nykredits friværdikonto, hvor du altid skal betale de 0,5 % i provision, selvom du efter 1 år har betalt ca. halvdelen af bilen tilbage – du skriver du afvikler over 2 år.
    Herudover skal du betale omkostningerne ved oprettelsen, som er ca. 2.500 kroner til Nykredit, 1½ % i variabelt tinglysningsgebyr og 1.400 kroner i fast tinglysningsgebyr. Herudover betaler du gebyr HVER GANG, at du sætter penge ind på friværdikontoen eller hæver penge fra den!

    Endeligt kan Nykredit have gebyr for at lave ejerpantebrevet, ligesom du skal regne med 600 kroner i gebyr til et offentlige ved oprettelse af panthaverdeklarationen, såfremt nykredit tager pant i bilen.
    Dertil kommer, at du taber rentedag ved at flytte fra den ene bank til den anden – du får først rente på modtagerkontoen hverdagen efter, at du har sendt pengene af sted.

    Du skal også til at have 2 netbanker, som givet vis ikke fungerer ens.

    HVAD HAR DU DET BEDST MED:
    Til sidst skal du, som nævnt, finde ud af, hvad du har det bedst med.

    Det er ikke alle ting, som du kan afgøre ud fra et tal. Der er også det med, hvad “din mave har det bedst med".

    Gider du se de irriterende løbende gebyrer, som mange banker har – nogle såsom Nykredit også på lån/kreditter – og besværet med at skulle bruge flere netbanker?

    YDERLIGERE IFORMATION:
    De fleste ordentlige banker, lister på deres hjemmeside ÅOP op i deres prisbog på hjemmesiden.
    Du skal dog huske, at det er udregnet efter eksempler på lånebeløb og løbetider.

    Hvis du skal regne omkostningerne ud selv, kan det blive en lidt tung opgave. Bed derfor bankerne om at lave regnestykket med afvikling på 2 år EFTER skat.

    Jeg bruger selv Danske Bank, og de har på hjemmesiden en beregner, som du kan bruge med hensyn til den boligkredit, som din nuværende bank har tilbudt dig. Adressen er http://www.danskebank.dk/PrivatBeregn.
    Jeg ved godt, at du får en kredit, og beregneren er for et lån. Men du skriver, at du vil afvikle over 2 år. Så hvis du markerer afvikling på 2 år, så får du den korrekte omkostning, selvom du altså regner på et lån (du betaler jo ikke provision for din boligkredit).
    Du skal imidlertid være opmærksom på, at beregneren medregner oprettelsesomkostninger – du skriver ikke, om du betaler oprettelsesomkostninger for din boligkredit.

    Hvis du i din nuværende bak benytter dig af at overføre ekstra nogle måneder, så bliver udgiften i din nuværende bank lidt billigere end hvad beregneren viser.

    Tillykke med din nye bil 🙂

    #125814
    thsvForfatter

    Ved en løbetid på kun 2 år er omkostningerne ved optagelsen de vigtigste.
    Jeg ville vælge boligkreditten, dader her åbenbart kun tilkommer renter og ingen gebyrer til pant, men hvor meget er stiftelsesprovision?
    Fordelen ved det tinglyste pant er, at kreditten kan genbruges, når du har afdraget på den.
    Vi har personligt en boligprioritet i vores ejendom, og det giver en stor saldo på lønkontoen efter få måneders løn-indbetaling.
    Ligeledes forrentes denne saldo med de samme 5,95% som vi betaler for at låne pengene. Og stiftelsesprovisionen var kun 1.400 + 175, da der kunne genbruges stempel ved ejerskiftet for 3 år siden.
    Desværre tilbyder ingen banker disse gode vilkår mere, da det selvfølgelig var Skandia-banken jeg taler om.
    Som ny kunde i Eik bank er renten 6,45% og oprettelses-gebyr på 2000 + 175, derudover 1.400 + 1,5% til staten, men så løber boligprioriteten osse over op til 30 år.

Viser 4 indlæg - 1 til 4 (af 4 i alt)
  • Du skal være logget ind for at svare på dette indlæg.