Kun långivers gebyrer skal lægges frem

Gebyrene skal ligge frit fremme – uden at du skal spørge efter dem. Men regelsættet er ikke helt ens for finansieringsselskaber/låneformidlere af andres lån og kreditter og pengeinstitutter

Du skal i pengeinstituttets, finansieringsselskabernes og butikkernes ekspeditionslokaler (også hvis de blot er udbydere af andre lån og kreditter), kunne se samtlige de gebyrer eller andre omkostninger, som de respektive långivere/udbydere opkræver for at udføre en “forretning” for dig. Alle långivere/udbydere/formidlere skal skilte tydeligt med deres gebyrer. Ved “tydeligt” forstås, at du på en nem og overskuelig måde kan finde de ønskede oplysninger. F.eks. af en frit tilgængelig prisbog eller computerskærm. Det betyder, at du ikke skal spørge ved skranken efter priserne, du skal selv kunne “slå dem op”. Hvis långiver/udbyder/formidler har en hjemmeside, så skal du også kunne finde oplysninger hér.

I pengeinstitutterne er det dog alene de af pengeinstituttets egne gebyrer, som du skal kunne finde oplysning om. Oplysning om gebyrer/afgifter til andre (f.eks. tinglysningsafgift, fast tinglysningsafgift, det offentliges gebyr for en tingbogsattest, forsikringsselskabernes gebyrmærke til en panthaverdeklaration), der knytter sig til den enkelte “forretning”, er der til gengæld intet krav om, hvis man er et pengeinstitut. Men er långiver et finansieringsselskab eller ydes der et lån/kreditter (også hvis långiver er et pengeinstitut) via en forretning, så skal finansieringsselskabet/forretningen skilte med gebyrerne/afgifterne til andre.Man kan da undre sig over, at der ikke er fastsat samme regelsæt, når du er “på jagt” efter et lån eller kredit.

Hvis en forretning får returkommission fra långiver for at formidle lånet – så er der ikke krav om, at du skal vide det. Men en sådan ordning kan dog kan efter omstændighederne være i strid med god markedsføringsskik, hvis du ikke er bekendt med, at der foreligger et sådant samarbejde mellem låneformidleren og långiver.

Der er krav om, at du skal kende til et formidlingsgebyret, hvis du af ”egen lomme” skal betale et gebyr til låneformidleren. Et sådan gebyr skal aftales skriftligt på papir eller varigt medium, inden låneaftalen indgås. Låneformidleren skal også give oplysning til långiver om et sådant gebyr med henblik på långivers beregning af ÅOP (årlige omkostninger i procent).

– Følgende gælder dog ikke for pengeinstitutter – og det er “ren gættekonkurrence”, hvad reglerne er “ved bestilling”

Men så er der lige en forskel, som ikke gælder for pengeinstitutter (hvilket forekommer mærkværdigt). Finansieringsselskaber/udbydere og låneformidlere af andres lån og kreditter (det kan sagtens være en forretning/storcenter, der er formidler af et pengeinstituts lån og kreditter) skal også – ifølge § 2 i skiltningsbkg. (for andre kreditgivere) give oplysninger ”ved bestilling”. Oplysninger ”skal gives på det sted, hvor lånet udbydes med mulighed for bestilling, ved skiltning eller på anden tilsvarende tydelig måde. Oplysningerne skal være frit tilgængelige for forbrugerne”.

Som det er anført i selve sætningen, så står der ”lånet”. Men andre steder i skiltningsbkg. (for andre kreditgivere) står der ”låne- og kredittilbud”. Betyder det så, at oplysningspligten kun gælder for lån? Det tror vi næppe, men det er sjusk, at det ikke er nævnt præcist.

Der står også, at du skal finde oplysningerne, hvor der er mulighed for ”bestilling”. Men hvad der forstås ”ved bestilling”, kan man ikke se.

Således er det spørgsmålet om følgende også er ”bestilling”:

  1. Faktaboks o.lign. i annoncer/aviser/kuponblade, hvor kunden evt. også opfordres til at kontakte långiver for at høre nærmere om lånemuligheden (reelt bestilling)?
  2. Ved hvert sted lånemuligheden markedsføres – og hvor det f.eks. er muligt at trykke på f.eks. en ”knap”, hvor der står ”Ansøg nu”
  3. Blot på den hjemmeside, hvor der kan ansøges om lånet/kreditten.

 

Vi ved det ikke, og det synes ikke rimeligt, at såvel du som dem, der skal overholde reglerne, er nødt til at ”lege store gættekonkurrence”.