Optag fastforrentede realkreditlån inden 31. august 2017 og spar penge

udgivet: 24. april 2017
, sidst redigéret: 10. maj 2017
Optag fastforrentede realkreditlån inden 31. august 2017 og spar penge
Fra 1. september 2017 vil realkreditinstitutterne begynde at finansiere 30-årige fastforrentede lån i en ny obligation med udløb 1. oktober 2050. Det betyder blandt andet en tre år længere løbetid på de underliggende obligationer med lavere kurser og højere renter til følge for dig som låntager. Læs her, om det kan betale sig for dig at konvertere dit lån.

 

En af grundene til at realkreditlån på trods af stigende bidrag stadig er relativt billige lån, er at de obligationer, realkreditinstitutterne sælger for at finansiere lånene, er lette at handle.  Det sker blandt andet ved at sikre, at der er mange af dem (stor udestående mængde), så der altid er mange, der er interesseret i at købe og sælge.

 

Når det gælder fastforrentede lån, sker det blandt andet ved i en årrække at benytte de samme obligationer til at finansiere den samme slags lån. For eksempel er 30-årige lån siden den 1. september 2014 blevet finansieret ved at sælge en obligation med udløb den 1. oktober 2047. På den måde bliver mange lån samlet i en obligation, og det gør obligationen nem at handle (likvid), og dermed bliver kursen højere, og renten lavere.

 

De obligationer, der benyttes til at finansiere 30-årige lån, skal på tidspunktet for lånets udbetaling have en løbetid på minimum 30 år, og vi nærmer os derfor tidspunktet for, hvornår det ikke længere er muligt at udstede 30-årige lån i obligationen med udløb den 1. oktober 2047, der er den, der benyttes i dag.

 

Fra den 1. september vil realkreditinstitutterne derfor begynde at finansiere 30-årige fastforrentede lån i en ny obligation med udløb den 1. oktober 2050. På samme måde vil 10-årige lån blive finansieret i en obligation med udløb i 2030 i stedet for udløb i 2027, 15-årige lån i en obligation med udløb i 2035 i stedet for i 2032 og 20-årige lån i en obligation med udløb i 2040 i stedet for i 2037.

 

Længere gennemsnitlig løbetid

Et 30-årigt lån, der er udbetalt i november 2014, vil senest være tilbagebetalt i november 2044, uanset at den obligation, der blev brugt til finansiering, udløber i 2047. Det betyder, at obligationen med udløb i 2047 vil udløbe drypvis mellem oktober 2044 og oktober 2047. Man kan sige, at i ”gennemsnit” udløber obligationen midt mellem 2044 og 2047 (der kan være forskelligheder afhængig af renten i den periode, hvor obligationen er åben for finansiering).

 

Når der skiftes til en ny obligation med udløb i 2050, betyder det, at den gennemsnitlige løbetid for disse obligationer er tre år længere end for de obligationer, der benyttes i dag.

 

Dette skifte sker for lån udbetalt efter den 31. august 2017.

 

Lavere kurser og højere renter

For at købe en obligation med en ”gennemsnitlig” løbetid der er tre år længere, kræver investorerne en højere rente, og det betyder lavere kurser og højere rente for låntager.

 

Hvor meget renten stiger efter den 31. august 2017 afhænger af markedsforholdene, men realkreditinstitutter og banker er allerede begyndt at regne på, hvor meget de forventer, at det betyder med de nuværende markedsforhold. Et godt gæt er, at det giver et kursfald på 1 - 1,5 kurspoint på 30-årige obligationer - svarende til cirka 30.000 kroner for et lån på 2 millioner kroner.

 

For 10, 15 og 20-årige lån kan kursfaldet nemt være mellem 1,5 og 2 kurspoint - altså op til 40.000 kroner for et lån på 2 millioner kroner.

 

Har du stadig et fastforrentet lån, som det kan betale sig at konvertere, er det måske nu, du skal slå til, så du får dit nye lån i de ”gamle” obligationer og dermed ”alt andet lige” får en lavere rente og dermed lavere ydelse på dit nye lån, end hvis du venter til efter den 31. august 2017.

 

Vil du holdes opdateret på realkreditlån? Så tilmeld dig vores realkreditovervågning her

 

sidst redigéret: 10. maj 2017
1 kommentar
Test2
14. June kl. 07:47
Jeg har 2 spørgsmål.

1. Vil dette også påvirke renten på f.eks. F5 lån?

2. Vil man kunne spekulere i en hurtig kurs gevinst? Altså optage et nyt fastforrentet lån inden august, og vælge at lægge det om til f.eks. F5 efter august? Eller vil kursen på de "gamle" obligationer ikke bliver påvirket? Er det kun de "nye" obligationer der har en lavere kurs?
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?