Totalkredit er både billigst og dyrest

Sidst redigéret: 09. november 2016
Totalkredit er både billigst og dyrest
Med de kommende kundekroner, er realkredit blevet en endnu mere vilter jungle, som kan være vanskelig at finde vej i. Vi giver her et overblik over, hvad kundekroner betyder for din økonomi, og hvorfor et bankskifte kan være relevant for dig som realkreditkunde.

 

Fra september 2017 udbetaler Totalkredit de første kundekroner til deres kunder. Kundekroner er en rabat, der bliver givet i den bidragsbetaling, som kunden betaler for sit realkreditlån. Men der er stadig stor forskel på, hvor meget du betaler for dit realkreditlån, afhængig af hvilken bank, du er kunde i. Nogle pengeinstitutter – Arbejdernes Landsbank, BankNordik, Fælleskassen samt Merkur Andelskasse, tilbyder nemlig yderligere bonusordninger, som kan gøre omkostningerne på realkreditlånet endnu lavere. I Arbejdernes Landsbank indførte man for eksempel i februar i år en ny bonusmodel rettet de af bankens kunder, der har et realkreditlån fra Totalkredit, hvor bankens kunder med fast forrentede realkreditlån, F-kort RenteMax og F1-F10 lån får en bonus på 1.000 kroner om året per lånt million. Arbejdernes Landsbank har taget mange initiativer for at imødekomme konkurrencen på realkredit-markedet, fortæller Svend Randers, vicedirektør i Arbejdernes Landsbank.

 

”I lyset af den fortsat øgede konkurrencesituation inden for realkreditfinansiering, besluttede vi tidligere på året at indføre AL-BoligBonus. Vi synes selv, at vi med dette initiativ, kombineret med Totalkredits KundeKroner, er i stand til at tilbyde nogle af markedets stærkeste løsninger inden for boligfinansiering. Samtidig tilbyder vi vores kunder AL-BoligKlar, der betyder, at de kan booke et boligmøde med os inden for én time og få svar på deres finansieringsmuligheder inden for 24 timer. Alle disse initiativer er blevet taget rigtig godt imod af nye såvel som eksisterende kunder.”

 

Vi har lavet en analyse af, hvad du får ud af dine kundekroner med og uden diverse bonusordninger.

 

Totalkredit kan være billigst – hvis du har den rigtige bank

Vores analyse tager afsæt i omkostninger til bidrag samt kursskæring før skat. Vi har taget udgangspunkt i institutternes listepriser på fastforrentede og F5 lån. Dernæst har vi regnet på øvrige tiltag i forbindelse med bidragsstigningen i Totalkredit. Foruden kundekroner kan kunder i eksempelvis Arbejdernes Landsbank, BankNordik, Fælleskassen samt Merkur Andelskasse få en yderligere bonusordning.

 

Og det er her besparelserne rigtig rykker. Har du for eksempel et hus til en værdi af 2,5 millioner kroner med en 80 procents belåning – altså et lån på 2 millioner kroner – F5-lån med afdrag, ligger omkostningerne på 17.800 kroner om året i BRF Kredit, mens de ligger på 18.300 kroner i Totalkredit uden kundekroner. Med kundekroner er beløbet i Totalkredit 16.300 kroner. Men er man kunde i Arbejdernes Landsbank eller den selvstændige andelskasse Fælleskassen, kan man nøjes med omkostninger på bare 14.300 kroner om året – kundekroner og øvrige bonusser inkluderet.

 

 

Det samme mønster gentager sig, hvis vi kigger på fastrente uden afdrag. Her lyder omkostningerne på 17.750 kroner om året, hvis du er kunde i BRF Kredit, mens de lyder på 21.250 i Totalkredit uden kundekroner. Med kundekroner er beløbet 19.250 i Totalkredit, men bare 17.250 kroner i Arbejdernes Landsbank og Fælleskassen inklusive kundekroner og andre bonusser.

 

 

Hvor længe bliver bonusfesten ved?

Der er altså flest penge at spare ved at være kunde i en Totalkredit-bank, der har yderligere bonusordninger. Men hvor længe bliver bonusfesten i bankerne ved?

 

”Vores AL-BoligBonus har ikke et fastsat udløbstidspunkt, så den kører på ubestemt tid. Men den kan naturligvis ændres, ligesom det er tilfældet med vores øvrige priser og vilkår,” siger Svend Randers.

 

Han fortæller, at banken har stort fokus på fremadrettet at kunne sikre kunderne konkurrencedygtige realkreditlån.  

 

Gratis at skifte bank

I mange tilfælde er det gratis at skifte mellem Totalkreditbanker. Det kan derfor give god mening at skifte til en anden bank, selvom de er tilknyttet samme realkreditinstitut.

 

”Er der omkostninger forbundet med et bankskifte, så dækker vi med op til 2.500 kroner– det kan for eksempel være tinglysningsafgift. Har man et realkreditlån i et andet realkreditinstitut end Totalkredit, tilbyder vi i resten af 2016 at skifte til Totalkredit med en betydelig rabat. Det betyder, at vi dækker alle omkostninger i forbindelse med omlægningen, dog ikke gebyret til Totalkredit på 1.000 kroner og eventuelt kurstab ved indfrielse eller optagelse,” understreger Svend Randers.

 

Ønsker man som Totalkredit-kunde at omlægge sit lån, er det som udgangspunkt ikke forbundet med omkostninger.

 

”Vi tilbyder dem, der har et F1-F4-lån i Totalkredit, at de kan omlægge deres realkreditlån til enten et fastforrentet lån eller F-kort gebyrfrit i resten af 2016. Det betyder, at vi betaler alle omkostninger inklusive tinglysningsafgift, dog eksklusive eventuelt kurstab ved indfrielse/optagelse. Vi yder rabat på én omlægning per ejendom. Ønsker man i stedet at foretage et profilskifte fra F1-F4 til F5-F10 i Totalkredit, tilbyder vi også dette helt omkostningsfrit i 2016,” slutter Svend Randers.

 

BankNordik, Fælleskassen samt Merkur Andelskasse tilbyder også lignende tiltag. Generelt set tilbyder rigtig mange banker/realkreditinstitutter enten gratis omlægning eller rabat på gebyrerne – det kan derfor være en kærkommen lejlighed til at få kigget på om du har den rigtige lånetype.

 

Du kan læse mere om baggrunden for kundekroner her. 

 

Sidst redigéret: 09. november 2016
1 kommentar
kenneth.f.nielsen
07. november kl. 14:16
hmm, jeg har handelsbanken, og totalkredit til huslån på ca. 2.000.000, 2% fastforentet, med 8½ år tilbage af adragsfrihed, lånet er ca. 60%.
Jeg overvejer at skifte de afdragsfri ud med noget F1-10, men er det smart, og hvad ville jeg kunne få ud af skifte bank?
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?