Mybankers bankundersøgelse 2016: Tjek hvordan din bank har klaret sig

Sidst redigéret: 08. december 2016
Mybankers bankundersøgelse 2016: Tjek hvordan din bank har klaret sig
Hver anden kunde overvejer at skifte bank, en overskuelig netbank er afgørende, og det samme er kemi med bankrådgiveren. Det viser Mybankers nye store bankundersøgelse.

Der er grund til eftertanke hos bankerne. Hver anden af jer overvejer nemlig at skifte bank i enten høj grad (14 procent), eller nogen grad (37 procent). Det er en af konklusionerne i vores nye store bankundersøgelse, som er lavet i 2016 fra marts til maj. Analysen er baseret på 1.405 besvarelser, som er blevet indsamlet gennem vores hjemmeside, Facebook og blandt abonnenter af vores nyhedsbrev. Ved analyse af de individuelle bankers performance kigger vi kun på bankerne med flest besvarelser, hvorfor kun 16 banker fremgår og kommenteres på.

 

Hvis vi kigger på årsagerne til, hvorfor I overvejer at skifte bank, angiver 31 procent af jer adspurgte prisen som værende den afgørende faktor, mens 20 procent angiver rådgivning som årsag.

 

Flest tilfredse kunder i vestjyskBANK

 

Når det gælder kundetilfredsheden generelt, er flest kunder tilfredse med vestjyskBANK. VestjyskBANK er forblevet i top tre siden sidste år og faktisk rykket fra en andenplads i 2015 til en førsteplads i 2016. Bankerne med den største fremgang i kundetilfredshed er Arbejdernes Landsbank og Spar Nord. Arbejdernes Landsbank er gået fra niende til andenplads, hvor Spar Nord er gået fra fjortende til fjerdeplads.

 

Hvis vi retter fokus mod banker, som I har placeret mindre godt, så kan vi se, at Nordea ligger på 16. og dermed sidstepladsen. Banken med det største fald i generel kundetilfredshed er Nykredit, som er faldet fra ottende plads sidste år til fjortende plads i år. Såvel Nordea som Nykredit har de forgangne måneder gjort sig uheldigt bemærket i medierne. Nordea med Panama Papers-sagen og Nykredit i sagen om de forhøjede bidragssatser for boligejere.  Begge dele kan have været medvirkende til at påvirke bankernes image negativt. 

 

 

Konkurrencedygtighed, overskuelig netbank og god kemi

 

Når I skal vælge bank, viser undersøgelsen, at I prioriterer følgende tre parametre højest:

 

  1. Konkurrencedygtige produkter (2015: nr. 2)
  2. God og overskuelig netbank (2015: nr. 1)
  3. Kemi med bankrådgiveren (2015: nr. 3)

 

Det er præcis de samme emner, som udgjorde top tre i jeres prioritering ved sidste års bankundersøgelse. Det interessante er dog, at der er blevet rykket rundt på pladserne siden sidste år. Førstepladsen er nu blevet overtaget af ”Produkter der er konkurrencedygtige” og har dermed rykket ”God og overskuelig netbank” ned på andenpladsen. Tredjepladsen er forblevet den samme to år i streg.

 

Konkurrencedygtige produkter og pris er altså vigtige faktorer i forbindelse med bankvalg og bankskifte. Da I skulle vurdere, hvorvidt jeres bank har konkurrencedygtige produkter, placerede I Lån og Spar Bank i toppen efterfulgt af Arbejdernes Landsbank og Handelsbanken. Faktisk har Lån & Spar Bank fastholdt en plads i top tre to år i træk, hvor Arbejdernes Landsbank lå nummer syv sidste år og Handelsbanken nummer 11. Deres betydelige fremgang viser, at bankerne henover ét år kan blive mere eller mindre konkurrencedygtige. Derfor kan det være en god ide at teste din bank løbende, hvilket kan gøres gratis gennem vores Skift bank tjeneste.

 

Med hensyn til en god og overskuelig netbank, viser bankundersøgelsen, at Handelsbanken, Danske Bank og vestjyskBANK er helt i top, hvorimod Alm. Brand Bank, Djurslands Bank og BankNordik er blandt de tre dårligste. I dette spørgsmål svarede hele 90 procent af Handelsbankens nuværende kunder ja til, at banken havde en god og overskuelig netbank, efterfulgt af Danske Bank og vestjyskBANK, der sidste år indtog 3. og 5. pladserne. På sidstepladsen ligger BankNordik.

 

Vil hellere anbefale små banker end store

 

I bankundersøgelsen er der en generel tendens, som viser, at jer i mindre banker er mere tilbøjelige til at anbefale jeres bank, hvorimod færre af jer vil anbefale jeres bank, hvis den er en af de store. Faktisk vil mere end 90 procent af jer i Nordjyske Bank anbefale banken, mens under 60 procent af jer i Nordea vil anbefale Nordea.

 

I undersøgelsen ligger de store danske banker Jyske Bank, Sydbank, Danske Bank og Nykredit blandt de nederste, når det gælder anbefalinger fra jer. Ingen af de store har en anbefalingsprocent højere end 70 procent fra nuværende kunder. 

 

Nedenfor kan du se resultaterne af bankundersøgelsen samt grafiske illustrationer af bankernes score inden for udvalgte kategorier.

 

Tjek din bank med Mybanker Skift-bank service

Sidst redigéret: 08. december 2016
2 kommentarer
Viking7
01. august kl. 12:09
Glimrende artikel. Giver godt overblik. Er desuden blevet bekræftiget i at Nordea er gevaldigt på retræten og skal skiftes ud med Arbejdernes Landsbank eller Lån og Spar.
mølby
29. september kl. 13:43
Har Middelfart Sparekasse. Kan jeg finde hvor de ligger i statistikken?
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?