Hvad koster det at låne en million?

Sidst redigéret: 06. december 2016
Hvad koster det at låne en million?
Det afhænger meget af, hvad der lånes til, dine økonomiske forhold samt sikkerhedsstillelsen. I denne artikel vil vi kort beskrive, hvad det koster at låne en million ved diverse låntyper.

 

Nedenstående tal skal kun ses som eksempler fra juni 2016, eftersom forudsætninger og bankernes priser kan ændre sig.

 

Hvad er et realkreditlån? Og hvad koster det?

Et realkreditlån bruges til at finansiere et huskøb og udstedes af realkreditinstitutter (også kendt som kreditforeninger). Et realkreditlån giver dig mulighed for at låne op til 80 % af ejerboligens værdi, og det kræver sikkerhedsstillelse i huset. De resterende 80 – 95 % finansieres via opsparing eller et boliglån fra banken. Realkreditlån kan fås i forskellige versioner med eller uden afdrag, eller med rentetilpasning f.eks. hvert år, hvert tredje år, eller hvert femte år.

 

Hvad koster et realkreditlån med afdrag?

Hvis vi antager, at vi får udbetalt 1.000.000 kroner ved at optage realkreditlånet med en løbetid på 30 år, så er det billigste realkreditlån et F1 lån, som fås til en ÅOP på omkring 1,1 % og en månedlig ydelse på cirka 3.600 kr. Det dyreste realkreditlån er et afdragsfrit fastforrentet lån med en ÅOP på omkring 3,5 % og en månedlig ydelse til 3.100 kr.

 

Du kan selv sammenligne diverse realkreditlån ved at klikke her.

 

Hvad er prioritetslån og boligkredit? Og hvad koster det?

De to lånetyper minder om hinanden og er begge et banklån, der fungerer ligesom en kassekredit. Det betyder, at du har mulighed for at øge lånet eller betale af på lånet løbende. Det giver derfor større fleksibilitet end andre banklån og kan bruges som et alternativ til realkreditlån. Prioritetslån og boligkredit udstedes af pengeinstitutter, hvorimod realkreditlån udstedes af realkreditinstitutter. Ligesom realkreditlånet kræver prioritetslån og boligkredit sikkerhedsstillelse i huset. Et prioritetslån kræver typisk første prioritets pant, hvorimod en boligkredit typisk ikke gør, men kan være et supplement til andre lån.  

 

Så hvad koster et prioritetslån?

Hvis vi antager, at boligens værdi er 1.250.000 kr., du har 250.000 kr. til udbetaling og ønsker en løbetid på 30 år, så vil det billigste prioritetslån have en ÅOP omkring 1.6 % og en månedlig ydelse på cirka 1.300 kr. Det dyreste prioritetslån har en ÅOP omkring de 7,5 % og en månedlig ydelse på cirka 6.000 kr.

 

Sammenlign prioritetslån og boligkredit her.

 

Hvad er et andelsboliglån? Og hvad koster en million? (med afdrag)

Et andelsboliglån bruges til at finansiere et køb af en andelsbolig, optages som et banklån og kræver første prioritets pant i andelsboligen. Den større sikkerhed betyder derfor, at andelsboliglån er billigere end forbrugslån.

 

Hvad koster det så at låne til en andelsbolig?

Hvis vi antager, at andelsboligens værdi er 1.250.000 kr., ønsket lånebeløb er 1.000.000 kroner og ønsket løbetid er 20 år, så har det billigste andelsboliglån en ÅOP på cirka 3,5 % og en månedlig ydelse omkring 5.800 kr. Hvorimod det dyreste andelsboliglån har en ÅOP på omkring 15 % og en månedlig ydelse på 12.500 kr.

 

Du kan selv indtaste dine forudsætninger og sammenligne andelsboliglån ved at klikke her.

 

Hvad er et boliglån? Og hvad koster det?

Et boliglån optages typisk for at finansiere 80 – 95 % af ens boligkøb, men kan også bruges til at renovere bolig, købe ny bil, eller tage på en rejse. Lånet udstedes af bankerne og typisk til en højere rente end realkreditlån, eftersom lånets sikkerhed for bankerne er ringere end et realkreditlån.

 

Hvad vil det så koste at låne en million som boliglån?

Hvis vi antager, at vores hus har en værdi på 1,25 millioner kroner, man har 250.000 kr. og ønsker en løbetid på 15 år, så vil det billigste boliglån koste omkring 6.600 kr. i månedlig ydelse og have en ÅOP på cirka 2,3 %. Hvorimod det dyreste boliglån koster omkring 13.500 kr. om måneden og har en ÅOP på cirka 15,3 %.

 

Sammenlign selv boliglån her. 


Hvad er et billån? Og hvad koster en million?

Et billån hjælper dig med at finansiere et køb af en ny bil eller brugt bil. Du kan både finansiere bilen hos forhandleren eller banken, hvor banken typisk vil have højere rentesatser, hvorimod etableringsomkostninger er lavere end hos forhandleren (Læs evt. vores artikel ”Banken eller bilforhandleren”). Det er billigere at optage et billån end at optage et forbrugslån, da du stiller sikkerhed for lånet i bilen.

 

Men hvad koster det så at låne en million gennem et billån?

Hvis vi antager, at bilens pris er 1.200.000 kr., din udbetaling er 200.000 kr. og din ønsket løbetid er 7 år, så har det billigste lån på nuværende tidspunkt en ÅOP på lige over 4 % og en månedlig ydelse på omkring 13.500 kr. Omvendt har det dyreste billån med samme forudsætninger en ÅOP på lige omkring 18 % og en månedlig ydelse på cirka 20.000 kr.

 

Du kan selv indtaste dine forudsætninger og sammenligne billån ved at klikke her.

 

Hvad er et forbrugslån? Og hvad koster en million?

Forbrugslån bruges oftest til at finansiere behov, som du har nu og her. Forbrugslånet kan bruges til en rejse eller køb af nyt tv, og lånet bruges dermed oftest til mindre behov. Der skal ikke stilles sikkerhed på samme måde som ved et billån, boliglån eller realkreditlån, men prisen og tilgængeligheden vil afhænge af lånets størrelse og din økonomiske situation.

 

Givet forbrugslånets natur er det ikke særlig realistisk, at man leder efter et forbrugslån på en million kroner. Vi har dog alligevel valgt at medtage det i denne artikel for sammenligning.

 

Så hvad vil en million koste?

Hvis vi antager, at du skal bruge en million kroner, som du kan tilbagebetale henover de næste 7 år, så vil det billigste forbrugslån have en ÅOP på omkring 5 % og en månedlig ydelse på cirka 14.000 kr. Det dyreste forbrugslån vil have en ÅOP på omkring 24 % og have en månedlig ydelse på cirka 23.200 kr.

 

Du kan selv indtaste dine forudsætninger og sammenligne forbrugslån ved at klikke her. 

 

Vær opmærksom på sammensætningen af dine lån

Som det tydeligt ses af ovenstående priser, kan det have stor betydning hvordan du sammensætter dine lån. Husk altid at overveje hvor du billigst vil kunne låne til enten hus, bil eller forbrug. Medmindre du har en god, solid økonomi og kan få en lav rente på forbrugslån samt betale hurtigt tilbage, kan det blive en meget dyr løsning.

 

Sidst redigéret: 06. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?