Gode tips til forældrekøb

Sidst redigéret: 08. december 2016
Gode tips til forældrekøb
Hvor meget skal mit barn betale i husleje? Og hvordan vælger jeg den rette lejlighed? Mybanker har spurgt en ejendomsmægler til råds og samlet fem gode tips til dig, der overvejer forældrekøb.

 

 

 

Hvert år render adskillige nye studerende panden mod en mur, når de skal finde en egnet studiebolig. Der er nemlig alt for få boliger til de unge i landets store byer. Men har du en fornuftig økonomi, kan du hjælpe dit studieparate barn med et såkaldt forældrekøb, hvor du køber en lejlighed og lejer den ud til din søn eller datter. Er økonomien i orden, kan der være mange fordele ved forældrekøb.

 

”Forældrekøb er principielt for alle, men kræver en god økonomi hos forældrene. Man skal op og betale topskat for at få de største fordele ved forældrekøb. Når man går i virksomhedsordningen, vil renteudgifterne fra at have en skattemæssigværdi på 30 – 32 procent ændres til en fradragsværdi på cirka 55 procent. En anden ting er, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat ved forældrekøb," fortæller Lars Bo Christensen, der er leder af flere Danbolig-butikker på Amager.

 

Han fremhæver, at når forældrene skal tage stilling til, hvordan købet skal behandles rent skattemæssigt, kan de blandt andet vælge mellem kapitalafkastordningen og virksomhedsordningen.

 

Der er altså flere ting at holde styr på, når man skal lave forældrekøb. Vi har samlet en guide med tips til, hvad du skal være opmærksom på, inden du underskriver skødet hos mægleren. 

 

1Tjek om det er tilladt at leje lejligheden ud

”Vær opmærksom på, om det er tilladt at leje lejligheden ud. Det er det de fleste steder, men der er nogle enkelte ejerforeninger, hvor det ikke er tilladt,” fortæller Lars Bo Christensen.

 

2. Sæt huslejen så lavt som muligt

"Ud fra familiens samlede økonomi vil det skattemæssigt bedst kunne betale sig at sætte huslejen så lavt som muligt. Det er dog vigtigt, at huslejen ikke er lavere end det lejedes værdi, fordi der vil være risiko for, at skattevæsnet ikke godkender huslejen rent skattemæssigt. Ved en for lav husleje er der en risiko for, at barnet bliver beskattet som en gave af den ”sparede” husleje i forhold til markedslejen, og at forældrene alligevel bliver beskattet ud fra markedslejen," siger Lars Bo Christensen.

 

3. Lad barnet bo der så længe som muligt

Afstem forventningerne til lejemålet med dit barn, før du køber lejligheden. Hvor langt tid varer barnets uddannelse? Har barnet en kæreste, han eller hun ønsker at flytte sammen med på et tidspunkt? Vær opmærksom på, at din gevinst på købet afhænger af, hvor længe dit barn bliver boende i lejligheden. ”Jo tidligere man sælger, jo større risiko er der for tab. Man kan som hovedregel sige, at det er ok at sælge efter 10 år, men for tidligt at sælge efter 3 år,” siger Lars Bo Christensen.

      

4. Vil du selv bo i byen engang? Køb en lejlighed med flere værelser

Går du selv og drømmer om at nyde dit otium i byen, når de sidste unger er fløjet fra reden? Hvis ja, så kan det være en god idé at købe en lejlighed, som du selv kan overtage, når børnene er flyttet hjemmefra, uddyber Lars Bo Christensen:

 

”I kan som forældre for eksempel købe en treværelses lejlighed med henblik på selv at overtage den engang. Ved køb af større lejligheder kan man desuden lejet et værelse ud til en kammerat, og lejligheden kan bruges, hvis dit barn engang stifter familie.”

 

5. Skattemæssig konsekvens ved forældrekøb

Du skal betale skat af markedslejen: Når du lejer ud til nærtbeslægtede som for eksempel dit barn, skal du altid betale skat af et beløb, der svarer til markedslejen. Markedslejen er den husleje, du kan kræve, hvis du udlejer efter lejelovgivningens almindelige regler til en ikke nærtstående person.

 

Er den aftalte husleje mindre end markedslejen, skal du stadig betale skat af markedslejen.

 

Samtidig bliver forskellen mellem markedslejen og det betalte beløb betragtet som en gave, som dit barn skal betale afgift af, hvis det overstiger nogle beløbsgrænser.

 

Du skal lave regnskab: Du skal lave et regnskab over dine indtægter og udgifter. Du skal gemme regnskabet i fem år, men kun fremvise regnskabet, hvis Skat beder om det. Følgende udgifter kan trækkes fra: renteudgifter, ejendomsskatter, vand-, kloak- og renovationsafgifter, administration og revisorbistand til regnskabet, forsikring af ejendommen, skorstensfejer, snerydning og fejning, kontingent til grundejerforening, afskrivning af eventuelle tilslutningsafgifter, el, vand og varme og vedligeholdelse.

 

Der findes tre metoder til beskatning: Beskatning kan enten foregå efter de almindelige skatteregler, kapitalafkastordningen eller virksomhedsordningen. Du kan læse mere om dem på Skats hjemmeside.

 

 

Få konkrete tilbud på forældrekøb ved hjælp af Skift bank tjenesten her. Hvis du har spørgsmål til tjenesten, så ring endelig på 70 20 72 32 på alle hverdage, eller skriv til kundesupport@mybanker.dk.

 

Se nuværende renter på realkredit og boliglån her

 

Sidst redigéret: 08. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?