Forældrekøb: Hjælp dit barn på vej

Sidst redigéret: 08. december 2016
Forældrekøb: Hjælp dit barn på vej
Sommeren er over os, og 1. september tjekker nye studerende ind på landets videregående uddannelser. Men der er ikke nok kollegie- og studieboliger til alle. Flere og flere forældre vælger derfor at købe lejligheder til deres studieparate børn.

Artiklen er fra juni 2016

 

Snart er de sidste øl på sommerens festivaller drukket, og de sidste flyttekasser pakket. Forude venter flere års studier, men desværre er studiestart for en hel del unge lig med boligpanik. Sidste sommer viste tal fra Dansk Byggeri, at der i København alene manglede 8500 boliger til studerende optaget på videregående uddannelser. Mens der i området omkring Aarhus var behov for cirka 4.500 akutte boliger alene til studerende. Flere og flere forældre vælger derfor at hjælpe deres børn med et såkaldt forældrekøb -altså en lejlighed, som forældrene køber og lejer ud til deres børn, fortæller Lars Christensen, der er leder af flere Danbolig-butikker på Amager.

 

”I årene 2005- 2006 så vi flere forældre, der foretog forældrekøb som en investering, end vi gør i dag, hvor forældrene snarere køber af nød. Det er svært for de unge at få en bolig i København til en rimelig pris, så forældrene vil gerne hjælpe deres børn bedst muligt.”

 

Nye stramninger, som Finanstilsynet indførte sidste år, gør desuden, at man som boligkøber skal have til 5 procent af udbetalingen, og det er der mange unge, der ikke har.

 

”Derfor ser vi også, at forældre med lidt ”ældre” unge køber lejligheder til deres børn. Dem har vi set lidt flere af det seneste års tid, så det er klart en ny udvikling.”

 

Det kan betale sig

Og for den studerende kan der være penge at spare ved at flytte i en forældrekøbslejlighed. Nye beregninger fra Mybanker viser nemlig, at det for de kommende studerende koster gennemsnitligt 11.121,89 kroner at leje sig ind i en lejebolig på 54 kvadratmeter i København, mens den studerende må slippe 6.231, 75 kroner om måneden for at bo i en andelslejlighed på 50 kvadratmeter. Til sammenligning er omkostningen i en forældrekøbt lejlighed på 55 kvadratmeter 5.735,63 kroner. Kigger man mod vest, er tendensen i de to store studiebyer Aarhus og Aaborg den samme. I Aarhus skal de studerende for eksempel af med 7.277 kroner for en lejelejlighed på 55 kvadratmeter, mens de blot skal betale 4.868 kroner i husleje for en forældrekøbt ejerlejlighed i samme størrelse. Til grund for Mybankers beregninger ligger, at forældrekøbet er finansieret med vægtningen 80 procent realkreditlån, 15 procent friværdi fra egen ejerbolig og 5 procent kontant betaling. Går du med tanker om at købe en studiebolig til din søn eller datter, kræver det med andre ord, at din økonomi er solid nok til det:

 

”Man skal op og betale topskat for at få de største fordele ved forældrekøb. Når man går i virksomhedsordningen vil renteudgifterne fra at have en skattemæssigværdi på 30 – 32 procent ændres til en fradragsværdi på cirka 55 procent. En anden ting er, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat ved forældrekøb. Forældrekøb er principielt for alle, men det kræver en god økonomi hos forældrene. Når forældrene skal tage stilling til, hvordan købet skal behandles rent skattemæssigt, kan de blandt andet vælge mellem kapitalafkastordningen og virksomhedsordningen,” fortæller Lars Christensen.

 

Du kan komme i dialog med op til flere banker om forældrekøb via Mybankers Skift bank tjeneste.

 

Styr på det praktiske

Inden du underskriver købsaftalen på lejligheden, er der et par ting, som du skal være opmærksom på.

 

”Man skal være opmærksom på, om det er tilladt at leje lejligheden ud. Det er det de fleste steder, men der er nogle foreninger, hvor det ikke er tilladt,” forklarer Lars Christensen.

 

Sæt desuden huslejen så lavt som muligt, men pas på med at sætte den urealistisk lavt, advarer han.

 

"Ud fra familiens samlede økonomi vil det skattemæssigt bedst kunne betale sig at sætte huslejen så lavt som muligt. Det er dog vigtigt, at huslejen ikke er lavere end det lejedes værdi, fordi der vil være risiko for, at skattevæsnet ikke godkender huslejen rent skattemæssigt. Ved en for lav husleje er der en risiko for, at barnet bliver beskattet som en gave af den ”sparede” husleje i forhold til markedslejen, og at forældrene alligevel bliver beskattet ud fra markedslejen.”

 

Det kan derudover være en fordel at købe en lejlighed på to værelser eller mere. Så kan dit barn enten leje et værelse ud til en kammerat og på den måde splitte udgifterne, og samtidig kan lejligheden bruges i længere tid – for eksempel, hvis dit barn en dag skal stifte familie. Du kan læse mere om, hvad du skal være opmærksom på i vores 5-trins guide til forældrekøb her.

 

Vær opmærksom på risikoen

Lige nu er der ikke noget, der tyder på, at vi er på vej ind i en boligboble, fortæller boligøkonom og chefstrateg i Nordea, Lise Bergmann.

 

”Når vi ser i krystalkuglen, er der ikke noget, der tyder på det, men det er en krystalkugle, der er behæftet med mange usikkerheder. Dels kan vi ikke se ret langt, og dels er det ikke de klareste billeder der er i en krystalkugle,” advarer hun.

 

Den største risiko ved forældrekøb er nemlig, hvad der sker med boligpriserne. De kan både gå op og ned. Sælger man sin forældrekøbslejlighed i en nedgangstid, er der stor sandsynlighed for at sælge med tab. Og så er der også hele problematikken omkring de historisk lave renter.

 

”Stiger renten hurtigere end forventet, vil boligpriserne falde. Derfor er et godt råd til de forældre, der laver forældrekøb, at man enten, hvis man overvejer et f5-lån, sørger for at lægge renten fast, så længe junior studerer, eller alternativt vælger et fastforrentet lån,” siger Lise Bergmann. 

 

Sidst redigéret: 08. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?