Du får ingen belønning for køb af mange aktier og garantbeviser

Sidst redigéret: 05. december 2016
Du får ingen belønning for køb af mange aktier og garantbeviser
Banken giver dig ikke ekstra fordele, hvis du ejer for mere end 30.000 kr. aktier og garantbeviser.

 

Finanstilsynet besluttede i 2009 at sætte en øvre grænse for, hvor mange aktier og garantbeviser et pengeinstitut må kræve, for at du kan opnå bedre særvilkår end pengeinstituttets helt almindelige kunder.

Det fremgår af reglerne fra Finanstilsynets ”Bekendtgørelse om god skik” samt vejledning hertil.

Kursværdien må maksimalt udgøre 30.000 kr.
Hvis dit pengeinstitut udbyder et fordelsprogram for aktionærer og garanter, må kursværdien (se note 1) af de aktier og garantbeviser, der udløser særfordele, maksimalt udgøre 30.000 kr. på tidspunktet for din indtræden i fordelsprogrammet (se note 2). Det betyder således, at det ikke længere er tilladt for dit pengeinstitut at udbyde fordelsprogrammer, hvor du belønnes for at købe mange aktier og garantbeviser i dit pengeinstitut.

Hvis kursværdien af dine aktier efterfølgende falder til under 30.000 kr., vil du stadig være omfattet af fordelsprogrammet. Det afgørende er således, hvad kursværdien er på aktierne eller indskuddet af garantkapitalen, når du ”træder ind” i fordelsprogrammet.
 

Stiger kursværdien på aktierne efterfølgende, kan du, uden at det får betydning for dine særfordele som aktionær, sælge af din aktiebeholdning, så du kun har aktier svarende til en kursværdi på 30.000 kr.

Baggrund for den nye regel
Baggrunden for Finanstilsynets forbud er, at et pengeinstituts fordelsprogrammer generelt kan forskyde dit fokus fra aktiekøbet af garantikapital til særfordelene i et fordelsprogram, så du bliver forblændet af særfordelene i stedet for at være opmærksom på de risici, der er forbundet med investeringen. Er der samtidig tale om et progressivt fordelsprogram, dvs. en gradvis forøgelse af særfordelene i takt med en stigning i aktie- eller garantbeholdningen, kan det tillige medføre, at din opmærksomhed på at sprede din risiko formindskes.

Forbuddet gælder fremadrettet
Forbuddet gælder fremadrettet. Det betyder, at eksisterende fordelsprogrammer for aktionærer og garanter, som er progressive, eller hvor beløbet, som udløser særfordele overstiger 30.000 kr. på tidspunktet for indtræden i fordelsprogrammet, kan fortsætte som hidtil.

Overtrædelse er strafbart
Overtræder pengeinstituttet den nye regel, er det forbundet med strafansvar for pengeinstituttet.

Note 1

Ved kursværdi forstås markedsværdien af en aktie på et likvidt marked. Kursværdien beregnes på baggrund af den pris, der kan opnås for aktien ved salg. Et garantbevis har ikke nogen kursværdi, men købes altid til kurs 100. Lyder garantbeviset på 1.000 kr., så koster 1 stk. garantbevis altså 1.000 kr. Der skal derfor tages udgangspunkt i beløbet af den indskudte garantikapital.

Note 2

I et fordelsprogram tilbydes garanter og aktionærer ofte - i forhold til pengeinstituttets almindelige kunder - billigere renter på udlån, højere indlånsrenter, lavere gebyrer, gratis gebyrveksling samt rabat på eller slet ingen kortafgift på Visa- og MasterCard.


Læs mere om Finanstilsynets ”Bekendtgørelse om god skik” og vejledning hertil
På vores oversigt over forbrugerlove kan er der link til Finanstilsynets ”Bekendtgørelse om god skik”, og du kan desuden finde vejledningen, der knytter sig hertil.

Sidst redigéret: 05. december 2016
0 kommentarer
Del dine erfaringer eller spørg Mybankers tusinder af brugere til råds her. Kommentarerne er til brug for Mybankers brugere og besvares ikke af Mybanker eller artiklens forfatter.
Har du læst Mybanker.dk's generelle debatregler?